Hans Erik J. Stolten

Projektbeskrivelse.
Bog for et dansk akademisk forlag:

Link til indholdspunkter
Link to publishing house reference

Arbejdstitel: Sydafrikas ufuldendte demokrati. Rollemodel for Afrika eller dysfunktionelt skrækeksempel?

Målet er at skrive og publicere en bog på lidt over to hundrede sider om postapartheid Sydafrika med teoretiske og historiske indledninger og med afsnit om transformationsperiodens vigtigste problematikker, ført frem til den aktuelle situation - men også indeholdende tematiske problemstillinger af mere almengyldig rækkevidde.
Målgruppen, der skal tilgodeses, er potentielt ret bred: Sydafrikaentusiaster og dannelsesrejsende; studerende og lærere interesserede i Afrikastudier; politologer arbejdende med international politik og demokratiseringsprocesser, NGO-aktivister engagerede i solidaritet og bistand; økonomer og investorer involverede i handel med Afrika; sociologer og socialarbejdere beskæftigede med menneskeret, racisme og fremmedhad.

For at fremme forståelsen af nutiden vil aspekter af historien indledende blive belyst. Temaer som den internationale solidaritet, Nordens og den vestlige verdens sanktionspolitikker og Nelson Mandelas rolle i kampen for frihed og demokrati vil herunder blive berørt.
For at gøre bogen mere relevant for studerende og akademikere vil et teoretisk afsnit om Afrikaforskning og udviklingsforskning indgå, inspireret af forfatterens arbejde med en større, endnu upubliceret, afhandling; History and Ideology in Apartheid South Africa.

Efter flere hundrede års hvid, kolonial dominans, politisk, økonomisk, socialt og kulturelt, fik Sydafrika efter 1994 et konstitutionelt demokrati med ideelle lovgivnings- og forfatningsbestemmelser, baseret på lige rettigheder for alle mænd og kvinder. Siden er det blevet åbenlyst, at realiteterne i stigende grad adskiller sig fra forventningerne og de formulerede idealer.

Holdningerne til udviklingen i det nye Sydafrika er blandede hele vejen hen over det politiske spektrum – og det på flere niveauer. Politisk spænder de deltagende debattører fra nyliberale, der stiller sig positivt til den åbne økonomi, men frygter kommunisters og fagforeningers indflydelse på omfordelingspolitikken, til venstreradikale, der fortsat føler solidaritet med den nationaldemokratiske revolution og foragter ANCs nye sorte elite af professionelle levebrødspolitikere.
De fleste er nok enige i, at ANC-regeringerne har forsøgt at yde en koordinerende indsats til gavn for befolkningen. Man har indgået offentlig-private partnerskaber i udførelsen af opgaver, der fokuserer på økonomisk genopbygning, industriel udvikling, fremme af handel og investeringer, samt velfærd, inden for rammerne af nye demokratiske institutioner. Man har bragt middelklassestatus til et stigende antal mennesker og har også fastholdt en form for demokrati, der omfatter almindelig valgret, frie valg med konkurrerende partier, ytringsfrihed og foreningsfrihed.
Ikke desto mindre er der stigende skepsis og utilfredshed hos en stor del af befolkningen. Mange føler, at mens demokratiet har været på plads i to årtier, er det mislykkedes at give social tryghed til flertallet af sydafrikanske borgere. De politiske strukturer har ikke tilvejebragt et miljø, der giver borgerne mulighed for at deltage fuldt ud i det økonomiske, sociale og kulturelle liv. Som det kan udlæses af flere nationale survey, er der en udbredt længsel efter et bedre liv.
Væsentlige udfordringer i form af kritik kommer fra medierne, de intellektuelle og de unge, som åbenlyst demonstrerer deres afsky for korruption, materialisme og bureaukratisk ineffektivitet - og for den nye, politiske elites underdanighed overfor erhvervslivets magthavere.

Bogen vil undersøge den ​​anfægtede politik. Selv om adgangen til demokratisk deltagelse, derunder fredelige protester, er forbedret i forhold til tidligere, så står mange lokale fællesskaber overfor sociale, økonomiske og politiske kampe, hvoraf mange handler om grundlæggende rettigheder, herunder uddannelse af tilstrækkelig kvalitet, sundhedspleje og levering af offentlige tjenesteydelser. I modsætning til under det gamle, undertrykkende regime har de moderne sydafrikanere nu en vis ret til at forvente lighed, retfærdighed, sikkerhed og uddannelse, men modløshed affødt af bristede forventninger breder sig. Efter ​​mere end to årtiers demokrati er der stigende vrede og apati, og mange fortryder deres støtte til ANC ved tidligere nationale og lokale valg. Kravene til det politiske system vokser, mens regeringens demokratikapacitet ikke viser nogen tegn på kvalitetsudvikling. Det er et af de centrale dilemmaer i sydafrikansk politik. Kapitlerne i bogen vil påvise, at indkomstuligheden ikke er borgernes eneste bekymring, men at manglende adgang til basale ydelser undertiden udgør en ligeså alvorlig form for fattigdom.

Bogen vil også afspejle problemer, sådan som de opfattes af civilsamfundets aktører og den vil også tage fat på de bekymringer, som er blevet rejst af ombudsmanden, Public Protector, rigsrevisionen og fagforeningerne. Disse omfatter bl.a. dårlig offentlig servicelevering, pengespild, bestikkelse, nepotisme og uregelmæssigheder omkring offentlige udbud/leverancer.
På trods af alle bestræbelser, lever en stor del af sydafrikanerne stadig under dårlige forhold, mangler rindende vand, elektricitet, ordentlige boliger med sanitet, etc. De lokale myndigheder, der er ansvarlige for levering af offentlig service, står over for et utal af udfordringer, såsom mangelfuld planlægning og ineffektivitet, manglende kapacitet, underudnyttelse af projekter, bureaukratiske flaskehalse og ødsel udgiftspolitik.

Der tegner sig med stigende tydelighed et modsætningsforhold mellem den offentlige interesse og interesser i det regerende parti og dettes embedsmænd. Det er åbenlyst, at der har været stigende spændinger også indenfor ANC grundet uenigheder indenfor den såkaldte Tripartite Alliance. Fagbevægelsen har været i stand til at sætte vigtige aftryk på løn- og socialpolitik, men den er ikke blevet berømmet for det, bl.a. fordi de uorganiserede og underbeskæftigede er blevet efterladt på et sidespor.

Der er næppe grund til at betvivle, at ANC-regeringerne over de sidste to årtier har gjort deres bedste for at forbedre de lovgivningsmæssige rammer og officielle politikker med henblik på at forbedre livet for almindelige borgere. Det virker som om, at makroøkonomien er blevet relativt godt håndteret, hvilket har medvirket til at holde de fundamentale nationaløkonomiske parametre i en relativt sund tilstand, og selv om velstandsudvikling og vækstrater ikke har været imponerende, så har det heller ikke været katastrofalt dårligt.
Regeringernes skiftende politisk-økonomiske strategier vil blive analyseret i bogen. De omfatter bl.a. den venstre-keynesianske RDP fra 1994, den mere nyliberalt orienterede GEAR-strategi, vækstinitiativet ASGISA fra 2006, NGP fra 2010 og endelig den langsigtede nationale udviklingsplan, NDP, der fortsat afspejler en blandingsøkonomisk filosofi. Også tiltag, såsom black economic empowerment, BEE, der har til hensigt at fremme afrikansk deltagelse i økonomien, vil blive belyst.

Spørgsmålet om landreformer vil også indgå. Arbejderbevægelsen og NGOerne har udtrykt bekymring over de dårlige forhold for landarbejdere og der har med mellemrum været fokus på jordspørgsmålet, men trods lokale konflikter, har der været en overraskende tavshed ude fra landdistrikterne, og snakken om de makroøkonomiske konsekvenser af alternative ejendomsformer har været lavmælt. Selv om en betydelig mængde penge er blevet brugt på programmer beregnet til at lindre fattigdom i de tidligere hjemlande, kan der ikke peges på mange åbenlyse succeser.
Et relateret problemområde vedrører foreningen af traditionelle og moderne institutioner i Sydafrika. Spændinger er dukket op mellem traditionelle ledere, der forsvarer deres magtpositioner gennem sædvaneret imod fremturende modernister.

Bogen vil også beskæftige sig med udfordringen fra den hastigt voksende bybefolkning. Positive skridt er taget i form af socialhjælp til særligt udsatte grupper, hvilket har taget den værste top af forarmelsen. På den anden side er der grund til bekymring over den hurtige tilstrømning af indenlandske og udenlandske migranter, der ikke er boliger eller jobs til.
I de senere år har der været en del fokus på fremmedhad mellem indfødte sydafrikanere og indvandrere nordfra. Der kan argumenteres for, at Sydafrika har en gæld til de tidligere frontlinjestater grundet deres støtte til frihedskampen og bogen vil i denne forbindelse også kaste et kritisk blik på begrebet, African Renaissance. Der er grund til at følge op på de udbrud af xenofobi, som i flere omgange har skadet det ønske om en afrikansk renæssance, som tidligere præsident Mbeki formulerede, og som også truer de økonomiske relationer mellem Sydafrika og resten af kontinentet.

Nogle survey viser, at en stor andel af de hvide længes tilbage til apartheidtiden og samtidig lægges hvidt prægede institutioner og hvide farmere for had blandt de sorte. Bogen vil diskutere racismens former før og nu.
Kontroverser har åbnet sig i forholdet mellem regeringen og visse demokratiske institutioner, såsom retsvæsenet, der er blevet konfronteret med et politisk pres fra det regerende parti og som i øvrigt ofte bliver brugt af alle parter til rent politiske formål.
Endnu et uhelet sår udgøres af landets kønnede karakter, som næppe har flyttet sig meget trods erklæret anti-sexistisk lovgivning.
På sundhedsområdet er er stadig store uligheder mellem socialgrupperne, selv om flere
tiltag er blevet gennemført for at styrke den primære sundhedspleje. HIV-epidemien i Sydafrika har spredt sig fra at påvirke mindre end 1 procent af befolkningen i 1990'erne, til næsten 30 procent i 2011, på tværs af køn, seksualitet og alder. Selv om, der tegner sig en forbedring gennem de seneste 4-5 år, bliver mange af sundhedsgevinsterne kompromitteret af faktorer som personalemangel (grundet hjerneflugt), suboptimal plejekvalitet, utilstrækkelige ledelsessystemer, uligheder mellem provinserne, utilfredsstillende samfundsdeltagelse og et gab mellem politiske intentioner og faktisk gennemførelse.

Sydafrikas forhold til resten af verden vil udgøre endnu et nødvendigt tema i bogen. Klassisk økonomisk teori postulerer, at der er en positiv sammenhæng mellem international handel, økonomisk vækst og udvikling. Sydafrikas handelsåbenhed og integration i de internationale markeder har været markant stigende efter apartheid, men sammenhængen mellem Sydafrikas udenrigshandel og almindelige velfærd er alligevel åben for fortolkning.
Siden 1994 har Sydafrika skaffet sig indflydelse og lederskab i Afrika indenfor erhvervsliv, diplomati og fredsbevarelse. For at konsolidere sin status som en ledende kraft i det globale Syd, har man kreeret former for blød magt knyttet til friheds- og demokratibegreber. Man har samtidig søgt at formulere det samlede Afrikas interesser og har derfor prioriteret medlemskab af både formelle og uformelle, globale Syd-grupperinger. Lejlighedsvist har landet stået i spidsen for panafrikanske krav om reformer af efterkrigstidens globale arkitektur med det mål at forandre ulige politiske og økonomiske relationer. Sydafrikas medlemskab af BRICS har været et udtryk for anerkendelse af denne rolle.
Som kolossen i Afrikas økonomi har Sydafrika fastholdt grebet på trods af finanskrisen, en svækket valuta og stigende konkurrence. I de sidste 20 år har Sydafrika brugt sin dominerende rolle til at skabe livsrum for landets virksomheder i og udenfor Afrika. Sydafrikanske selskaber som Shoprite, Pick n Pay, Checkers, Spur, Nandos og Wimpy har udkonkurreret lokalt ejet handel. Andre investeringer omfatter banksektoren, kommercielt landbrug og minedrift. På området for informationsteknologi, især mobiltelefoni, indtager Sydafrika en ledende rolle. I nogle tilfælde er det sydafrikanske engagement blevet opfattet af modtagerlandene som anmassende, nedladende og tonedøvt over for erfaringerne fra apartheidtiden.

Bogen vil undersøge faren for at Sydafrika, grundet mangelfuld politisk ledelse, vil glide dybere ned i et sammensurium af dårlig offentlig service, uophørlige strejker og endemisk vold, der kan risikere at undergrave demokratiet. Den vil reflektere over de tilsyneladende uløselige problemer med arbejdsløshed, fattigdom og ulighed. Det faktum, at Sydafrika fortsat er blandt de mest ulige lande i verden vil blive fremhævet. Bogen vil sandsynligvis kunne påvise at Sydafrika har brug for en dristigere regering, der er i stand til mere visionært at tackle de store samfundsmæssige spørgsmål.

Arbejdet med værket vil kunne påbegyndes i løbet af 2020 og det forventes, at der vil ligge 5-6 måneders fuldtidsarbejde fordelt hen over halvandet år i skrivningen af bogen. Grundet forfatterens forhåndsviden kan langt det meste af arbejdet udføres i Danmark, men det forventes dog, at et kortvarigt ophold i Sydafrika vil være nødvendigt for interviews, kildekontrol, faktatjek, dokumentstudier m.v.
Forfatterens personlige, online-distribuerede databaser, vil både bidrage til faktagrundlaget og supplere den færdige bog med information om arkiver, litteratur, institutioner, begreber og kronologier.