Appendiks G

Tillæg om universitetsinstitutionelle udviklinger og strukturer

 

Addendum on University Institutional Developments under the Apartheid Era.

 

Universitetspolitikken i Sydafrika under apartheid

Dette appendiks giver et summarisk indblik i udvalgte, universitære strukturer og historiske, uddannelsespolitiske begivenheder med det formål at tilvejebringe nogle institutionelle holdepunkter, således at bogens hoveddel kan koncentreres om den historieideologiske debat.

 

I Sydafrika betegnedes i den behandlede periode alt over klasseni­veau 10 (post-Standard 10) formelt som tertiær uddannelse, dvs. uddannelser på universiteter, universitetscentre (college-niveau), højere tekniske uddannelser, tekni­kumhøjskoler, landbohøjskoler, han­delsflådens akademi, musikkonservatorier, kunstaka­demiet i Johannesburg, lærerhøjsko­len, indtil lukningen i 1985 mv. Her vil dog først og fremmest blive kortlagt forløb med betydning for historiedebatten, dvs. humanisti­ske og samfundsvidenskabelige områder.

 

Udviklingen på universitetsområdet

En af apartheids tilstræbte, diskriminerende effekter var, at uddannelsesstandarderne for hver af de fire racegrupper blev meget forskellige eller som Van Wyk de Vries-kommissionen diplomatisk udtrykte det:

“...their unique characteristic is that they have settled into shape in the social order based on the principle of multinational development.”[1]

De sydafrikanske universiteter var i perioden formelt regeringsstøttede, halvautonome institutioner, dog underlagt en vis finansiel kontrol. Deres formelle grundlag var såvel generelle love som enkeltstående særlovgivning.

I lyset af de hvide afrikaaneres etniske og socioøkonomiske interessekamp mod påstået engelsk dominans og sort konkurrence, samt deres ideologisk understøt­tede, tilstræbte kulturelle særpræg er det næppe overraskende, at de to hvide sproggrupper har haft deres eg­ne særskilte universiteter. De afrikaanssprogede universiteter er blevet beskrevet som volksuni­versiteite og har på de aktuelle fagområder ofte været ideologisk knyttet til volksnasiona­lisme og afrikanerdom.[2]

Konceptet omkring volksuniversiteit var angiveligt udtryk for en volksgebondenheid, dvs. universitetets enhed med boerfolket og disse universiteters fornemste opgave er blevet set som en støtte til:

“...the Afrikaner people whose cultural well-being depends upon the efforts and achievements of the Afrikaans-medium universities.”[3]

De engelsksprogede universiteter, på den anden side, har altid set sig selv som åbne, sandhedsstræ­bende, akademiske fællesskaber. I realiteten har sondringen næppe været helt så skarp.

 

Universitetsuddannelse i Sydafrika kan føres tilbage til 1829, hvor South African College blev grundlagt. Det koncentrerede sig overvejende om sekundær uddannelse og forbere­delse af studerende til immatrikulation og højere studier på University of London. I 1873 blev College of the Cape of Good Hope oprettet som eksaminationsorgan for en række mindre colleges og efter 1900 tilbød det selv en egentlig universitetsuddannelse. I 1918 blev det omdannet til University of South Africa (Unisa) og begyndte korrespondancekurser. I 1918 blev South African University College omdøbt til University of Cape Town. Næsten alle hoveduniversiteter startede med at være colleges tilknyttet University of the Cape of Good Hope. Eneste undtagelser er University of Port Elizabeth, der blev etableret i 1964 og Rand Afrikaans University, der blev dannet i 1966. Disse to universiteter skylder den afrikaanerideologiske organisation, Afrikaner Broederbond, deres eksi­stens. University of Port Elizabeth var oprindelig en satellit til Rhodes University, men blev udskilt som en afrika­anssproget udfordring. Også i Johannesburg følte afrikaanerideologerne et behov for at imødegå den engelsk-liberale tradition fra University of the Witwatersrand og Broeder­bonds Executive Council begyndte derfor i de tidlige 1960’ere at arbejde på oprettelsen af et afrikaanssproget uni­versitet, hvilket altså lykkedes i 1966.[4]

Trods en begyndende opblødning af strukturerne var der endnu ved apartheids formelle afslutning i første halvdel af 1990’erne 10 sprogopdelte universiteter mest for hvide, deraf fem for afrikaansspro­gede, nemlig University of the Orange Free State, Potchefstroom University for Christian Higher Education, Uni­versity of Pretoria, Rand Afrikaans University og University of Stellenbosch. Der var fire universiteter for engelsksprogede hvide, nemlig University of Cape Town, University of Natal, Rhodes University og Uni­versity of the Witwatersrand. Dertil kom Uni­versity of Port Elizabeth, der rubriceredes som tospro­get.

 

Indførelsen af universitetsapartheid

I 1959 blev Extension of University Education Act og Fort Hare Transfer Act vedtaget af parlamentet. Dermed knæsattes en specifik model for universitetsapartheid ud af adskillige optioner, som i det forudgående tiår var blevet diskuteret, kritiseret og omkæmpet. Den sejrende udga­ve af universitetsapartheid havde i realiteten et langt bredere mål, end blot at adskille hvide og sorte studerende. Den var samtidig en del af apartheids omfattende sociale konstruktion.

 

Trods liberale akademikeres lejlighedsvise ophævelser er der mærkeligt nok ikke skrevet overvældende meget omkring udviklingen af universitetsa­partheid. På tidspunktet, i slutningen af 1950’erne, hvor kampen om nationalistrege­ringens kontrol med universitetsverdenen fandt sted, blev en del artikler om hændelsesfor­løbet dog publiceret.[5] De fleste af disse artikler undersøger imidlertid ikke baggrunden for den spe­cifikke model, som blev valgt eller hvorfor det tog så lang tid at gennemsætte den, sam­menlignet med meget af den øvrige apartheidlovgivning.

Ved slutningen af 1940’erne var adgangen til universitetsuddannelse for sorte studerende i realiteten overordentlig begrænset. I 1948 anslog Eiselen, at der kun var omkring 400 afri­kanske fuldtidsstuderende. De fleste af disse var immatrikuleret på Fort Hare og ved den ikke-europæiske afdeling på University of Natal. På de “åbne” universiteter, dvs. Witwatersrand og Cape Town, var der mindre end 100 afrikanske studerende.[6] Disse beregninger udtrykker ikke kun, hvor få afrikanske stu­de­rende, der i det hele taget var, men også i hvilket omfang universitetsuddannelserne allerede var segregerede.

Før 1948 havde det da regerende United Partys halvliberale segregationister ikke nogen klart udtrykt universitetspolitik. Dog var der også i denne lejr en del utilfredshed med de åbne universiteters indoptag af sorte og det blev antydet, at regeringen burde “see whether we can spread the idea of separatism inside the university for the time being.” Partiledelsens uofficielle skøn var dog, at sorte studerende ikke burde udelukkes før “adequate facilities for the non-European inhabi­tants of this country were in place” og det ligger klart, at UP ikke havde udviklet en sammen­hængende strategi for raceadskilt universitetsuddannelse. Mere overraskende er det måske, at det samme gjaldt for NP.

 

National Partys holdning til universitetsapartheid forandrede sig noget på det praktiske plan i løbet af 1950’erne, men der var altid to centrale overvejelser, nemlig dels fordringen om adskillelse af hvide og sorte studerende og dels en arrogant erkendelse af pligten til, som “værge” for de indfødte, at tilbyde dem en eller anden form for basal uddannelse.

NPs egen granskning af, hvad man kaldte, “the colour question,” ved hjælp af Sauerkommissionen i 1947, er af nogle blevet set som et udkast til en generalplan for adskilt udvikling efter en magtovertagelse, men rapporten indeholder ingen detaljerede tanker om universitetsuddannelserne, selvom det nævnes, at “where necessary higher education and university training should be provided for Natives in their own areas.”[7]

NP brugte undersøgelsesrapporten i 1948-valgkampen og i sin første tale som premier­minister sagde Dr. D.F. Malan, at han betragtede indførelsen af universitetsapartheid som en “essential measure” og at tilstedeværelsen af sorte på de hvide universiteter var:

“...an intolerable state of affairs...which gives rise to friction, to an unpleasant relationship be­tween Europeans and non-Europeans...we do not want to withhold higher education from the non-Europeans, and we will take every possible step to give...sufficient university training as soon as we can, but in their own spheres...in separate institutions.”[8]

Samtidig gik Native Education Commission (Eiselenkommissionen) i gang med at konkre­tisere Sauers ideer. Eiselen betonede to hovedopgaver for en afrikansk universitetsuddan­nelse, nemlig “to provide general education for leaders” og “to provide high-grade technical men for their future economic and social development” og i denne sammenhæng anbefalede han, at staten burde udvikle en plan for “the eventual founding of an independent Bantu university,” hvilket burde ske under hensyntagen til en samlet plan for afrikanernes status.[9] Reelt beskrev det en opgave, som Tomlinsonkommissionen skulle opfylde.[10]

 

Grundet NPs ret svage parlamentariske regeringsgrundlag fik spørgsmålet imidlertid lov til at hvile til efter næste valg, hvor partiet blev styrket. I august 1953 rejste undervisnings­minister J.H. Viljoen spørgsmålet om “the difficult and delicate matter...of non-Europeans at our universities” og det er åbenbart, at for Viljoen betød universitetsapartheid ikke andet end rendyrket adskillelse.[11] Eiselens ideer om samtidig udvikling af uddannelsesniveauet for sorte var ikke medtaget. Viljoen leverede et memorandum til regeringen om Apartheid at Universities, som var vagt formuleret og udtrykte tilbageholdenhed overfor de udgifter, som udskilte sorte universiteter nødvendigvis ville medføre.

I december måned 1953 nedsattes imidlertid Hollowaykommission med følgende formål:

“...to investigate and report on the practicability and financial implications of providing sepa­rate training facilities for non-Europeans at universities.”[12]

Selvom kommissionen ikke definerede det som sin hovedopgave, undersøgte den også:

“...whether universities in South Africa had the right to refuse admittance to non-European stu­dents.”[13]

Adskillige, forskellige interessegrupper indleverede kommentarer og memoranda til Hollowaykommissi­onen og disse tegnede hver for sig afvigende syn på fremtiden for universitetsapartheid. Uni­versity of Pretoria anbefalede således en videreudvikling af det sorte, kristne universitetscenter under dets kontrol, Kolege ya Bana ba Afrika, som et kommende universitet for sotho-befolkningsgruppen, men som “Afrikaans in its orientation.” Man foreslog endvidere et universitet for farvede under University of Stellenboschs formynderskab, samt at Fort Hare blev “reconstituted for assignment to the Nguni Bantu group” under Rhodes Universitys opsyn og at den ikke-europæiske afdeling på University of Natal skulle forbeholdes den indiske befolkningsgruppe fremover. University of Potchefstroom fremlagde tilsvarende forslag.

Efter beslutning fra Broederbund var der i 1948 blevet oprettet en afrikaanertænketank på University of Stellenbosch som modtræk til SAIRR. Den blev døbt South African Bureau for Racial Affairs, SABRA. Helt op i 1980erne blev dette organ anset for ultrakonservativt, selvom den fra sin base på Stellenbosch efter Legassicks mening forsøgte at skabe “a liberal-theoretical underpinning to apartheid.”[14] Efter John Lazars opfattelse kunne heller ikke SABRA dog mønstre en masterplan for apartheid i begyndelsen af 1950erne.[15]

SABRA undersøgte tre metoder til adskilt universitetsuddannelse, nemlig parallelklasser på blandede universiteter, selvstændige faciliteter i ikke-hvide områder med bånd til hvide universiteter og endelig helt separate institutioner. Den sidste løsning blev antaget som det endelige mål. SABRA forudså i første omgang tre institutioner: En for nguni-gruppen, en for sothoerne og en for farvede studerende.

Også de undersøgelser, Eiselen lavede på vegne af Native Affairs Department pegede på at “university institutions for the Bantu should be situated in the Native reserves” og anbefalede en stammeopdeling i tre adskildte universitetsinstitutioner for afrikanere.

 

Hollowaykommissionen anerkendte ønskeligheden af fuldstændig adskillelse, men gik ind for en overgangsløsning i form af pa­rallelklasser. Kommissionens betænkning var færdig i juni 1954,[16] men blev først offentliggjort i februar 1955 grundet interne ledelseskampe i NP, hvor Malan blev afløst som premierminister af Strijdom, der fik støtte fra Verwoerd, hvis indflydelse til gengæld blev konsolideret netop som følge af Hollowaykommissionens re­sultater. Uafklaretheden i National Partys holdning til universitetsapartheid understreges af SABRAs fundamentalistiske afstandtagen fra Hollowaykommissionens rapport, som, man mente, demente­rede regeringens politik og burde ses som “a repudiation of government policy.”[17] SABRA vendte sig i et memo til regeringen imod parallelsystemet og plæderede for  umiddelbar planlægning af et antal universitetscentre for afrikanerne:

“In terms of our revised opinion three such colleges will be needed, namely one for the Xhosa-speakers in the Eastern Cape Province, one for Zulu-speakers in Natal and one for Sotho-speakers in the Free State and Transvaal, preferably situated in the Transvaal.”[18]   

Disse tre universitetscentre burde ifølge bureauet organiseres på føderal basis som the Bantu University of South Africa.

 

Indenfor regeringen arbejdede også Verwoerd, som Minister of Native Affairs, på en mere brutal adskillelsespolitik, end den kommissionen lagde op til. Verwoerd afviste “the Com­mission’s demand for education of the essentially equivalent quality,” idet han ville indskrænke den sorte universitetsuddannelse til “educational opportunities for a sufficient number of deserving Bantu for posts in service of their community that are essential to fill.” Verwoerd gik desuden optimistisk ud fra, at de få sorte, der blev uddannet fra de “åbne” universiteter ville glemme enhver racesolidaritet, idet de:

“...no longer regard themselves as Bantu but as members of an exclusive international brother­hood of intellectuals with no particular responsibilities to their own people.”

Verwoerd mente, at kun et meget begrænset antal sorte skulle have en universitetsuddan­nelse, idet en “ligeberettiget” adskillelsespolitik ville medføre alt for store omkostninger. Han var dog opmærksom på, at man fik noget for pengene:

“...the price of separation also buys a guarantee against corrupting influences on Bantu leaders with all the attendant implications.”[19]

Disse indstillinger fra Verwoerd virker som udkast til den definitive model for universi­tetsapartheid, som med mindre tilpasninger blev kodificeret med 1959-loven. I korte træk anbefalede han indretningen af to ny universitetscentre, et for sothoer i Transvaal eller Orange Free State og et for zuluer i Natal, begge med BA- og BSc-studier på et beske­dent niveau, først og fremmest i form af læreruddannelser. De skulle ligge i indfødte om­rå­der. Desuden skulle Fort Hare erklæres som bantuuniversitet for xhosaer og det kirke­lige formynderskab her skulle ombyttes med et statsligt. Indiske og farvede stude­rende skulle fjernes herfra og fordeles på adskildte institutioner i henholdsvis Western Cape og i Durban.

 

Kort efter gav Viljoen parlamentet en redegørelse, der i alt væsentligt fulgte Verwoerds linje.[20] Senere på året blev en komite nedsat, under ledelse af undervisningsministeren, H.S. van der Walt og dennes hvidbog specificerede både antallet af sorte studerende, samt det begrænsede antal fag, der burde undervises i. De sorte universitetscentre sås nu i første række som skolingsfaciliteter for kadrerne til de ny Bantu Authorities som den opkom­mende bantustanpolitik forudsatte.

I marts 1957 fremlagde Viljoen første udkast til Separate University Education Bill, der blev genfremsat efter ændringer i maj. Lovforslagets mål var:

“...to provide for the establishment, maintenance, management and control of university colleges for non-white persons...for the limitation of the admission of non-white students to certain uni­versity institutions; and other incidental matters.”[21]

Immatrikulation på universiteterne ville herefter ske på basis af race. Hvide studerende kunne således ikke indskrives på nogle af de ny institutioner og bortset fra de, der allerede var indskrevet, kunne sorte studenter ikke komme ind på de etablerede universiteter uden undervisningsministerens specielle tilladelse. De ny universitetscentre ville blive under­lagt Unisas akademiske kontrol. Ledelse, styrende organer og lærerstab skulle udpeges af undervisningsministeren.

 

I den følgende parlamentsdebat blev forslaget angrebet af både UP og de sortes repræsen­tanter, men forsvaret af Viljoen:

“The non-whites are still too immature to accept the responsibilities concomitant with an inde­pendent university. Apart from that, unfortunate experiences, some of them very recently, have clearly shown how susceptible the non-white students are to undesirable ideological influences which can so easily lead to riots and violence...from a disciplinary point of view it is essential that the new authority should be in a favourable position energetically to cope with smouldering and undesirable ideological elements.”[22]

Af nævnte årsager tildelte lovforslaget det forhadte Native Affairs Department, NAD, større indflydelse på de ny uddannelsessteder end undervisningsministeriet fik.

Selvom forslaget blev vedtaget ved andenbehandlingen henvistes det af lovtekniske grunde til ny udvalgs- og kommissionsbehandling, hvilket til dels må ses på baggrund af den store modstand fra det liberale dannelseshierarki og det forestående parlamentsvalg. Loven blev ihærdigt, om end på et noget formalistisk grundlag, kritiseret af de engelsksprogede “åbne” universiteter som en kræn­kelse af universiteternes autonomi og den akademiske frihed, samt af SAIRR og i parlamentet af oppositionslederen sir de Villiers Graaff.[23]

Den nedsatte kommission blev ledet af viceministeren for Native Affairs, de Wet Nel og af Vervoerd og selvom den foretog en række høringer og modtog mange henvendelser, var dens formål først og fremmest at trække tiden ud. Alligevel kunne kommissionsbetænk­ningen ikke afgives i enighed, fordi liberale medlemmer var i stand til at spille på rivalise­ren mellem de to regeringsorganer, som var mest direkte involveret i apartheidpolitikkens gennemsættelse, nemlig NAD og SABRA.[24]

Nel, der var blevet undervisningsminister efter Viljoens død, fremlagde det ændrede lov­forslag i april 1959 og det blev vedtaget efter fornyet kritik i parlamentet fra de liberale.

 

Universitetsapartheid blev i årene herefter stort set gennemsat efter NADs retningslinjer og undersøgel­ser af de sorte universitetscentre demonstrerer, at dette førte til de profeterede andenklasses uddannelser. Det omstridte og langstrakte forløb viser ikke blot en liberal modstand, men også, at universitetsapartheid var led i en større udvikling, hvorom der ikke på forhånd var fuldstændig klarhed i National Party, men tværtimod en del indre strid. NADs brutale apartheidforståelse, som udtrykt af Verwoerd og Eiselen vandt overhånd, efterhånden som konflikterne i det omgi­vende samfund tilspidsedes under ANC og kongresalliancens modstandskampagner frem mod Sharpevillekonfrontationen.

Universitetsapartheid blev frigjort fra tankerne om native development og knyttet mere til de opkommende Bantu Authorities som en del af separate development og homelandpolitikken. Samtidig promoveredes et instrumentalt syn på universiteterne, hvis opgave det skulle være at fremme “the moulding of people in God’s image so that they become fully equipped for every good work.”[25]

Extension of University Education Act No. 45, sektion 31/1 af 1959 forbød altså ikke-hvide at tilmelde sig hvide universiteter uden tilladelse fra ministeren for bantuuddannel­ser, hvilket kun blev givet for en reguleret kvota af sorte, hvis egne universiteter ikke havde de søgte uddannelser.[26] Resultatet af loven blev som nævnt også oprettelsen af ikke-hvide universiteter adskilte for afrikanere, farvede og indere.

Først i den gryende reformperiode forandredes denne fremgangsmåde med Universities Amendment Act No. 83 af 1983, så hvide, farvede, og indiske universiteter nu kunne optage studenter af alle racer, men med det for­behold, at den relevante minister kunne sætte grænser efter omstændighederne, heri indbe­fattet en numerisk andel eller loft for optagelse af studerende fra andre befolkningsgrupper. Også dette blev mødt med modstand fra de liberale universiteter, der selv ville bestemme kvotaen og undervisningsministeren, Dr. G. van Viljoen, gav visse indrømmelser ud fra den betragtning, at heller ikke de engelsktalende universiteter selv havde nogen øjeblikkelige planer om at give helt lige adgang for sorte.

 

Med undtagelse af University of South Africa, Unisa, der principielt har tilbudt fjernundervisning pr. korrespondance til alle racegrupper, har de sydafrikanske universiteter altså været opdelt efter race. De største og akademisk mest velanskrevne har altid været de hvide universite­ter og af dem er de to engelsksprogede, University of Cape Town og University of the Witwaters­rand, blevet anset for de mest prominente. Universiteterne for afrikanere, farvede og indere var mindre og gennemgående af en ringere akademisk standard. Witwatersrand og Cape Town universiteterne accepterede aldrig fuldt ud den sydafrikanske regerings krav om, at det racemæssige tilhørsforhold skulle afgøre adgangen til universiteterne. De gav med jævne mellemrum, mere eller mindre konsekvent, udtryk for, at akademiske kriterier burde have størst betydning ved optagelse på universiteterne.

Regeringen accepterede altså allerede før apartheids ophævelse, at sorte blev optaget på de “åbne,” hvide universiteter i mindre omfang efter dispensation. I 1985 udgjorde antallet af afrika­nere, farvede og indere indskrevet ved Wits og UCT ca. 15% af de studerende. Disse sorte studerendes studietid var ofte præget af akademiske problemer på grund af den utilstrækkelige basiskvalificering, de bragte med sig fra de sorte grundskoler og oven i disse studiemæssige problemer fik mange sorte studerende sociale problemer, når de indgik i det privilegerede hvide akademiske miljø.

 

Universiteter for ikke-hvide

Som følge af 1959-loven blev University College of the Western Cape oprettet for farvede studerende. Inderne blev i 1959 tildelt den separate institution, University College of Durban-Westville. Begge institutioner blev uafhængige af Unisa i 1970 og efter 1978 kunne de to universiteter formelt også optage et antal hvide stu­de­rende.

Afrikanere havde i meget begrænset antal siden 1918 kunnet søge ind på det reelt segregerede missionsuniversitetscenter, South African Native College, der var en privatdrevet og filantropisk finansieret institution. Den blev senere omdøbt til University College of Fort Hare og kom under apartheidregeringens restriktive kontrol efter 1960. Indtil 1961 var Fort Hare også universitetscenter for far­vede og indere, der i 1959 udgjorde 35% af alle indskrevne studerende her. En kommissionsrapport understregede studenternes politiske engagement på stedet. De var angiveligt grebet af en “obsession with the struggle for liberation and with politics generally.”[27]

University College of the North og University College of Zululand blev oprettet i 1959 og blev uafhængige af Unisa i 1970. Af disse etnisk opsplittede universitetscentre var først­nævnte forbeholdt nordlige sothoer, sydlige sothoer, tsongaer, tswanaer og vendaer, mens sidstnævnte var for zuluer og swazier. Efter 1979 kunne afrikanske studerende indskrive sig på alle “afrikanske” universiteter, ligesom ikke-afrikanske studerende kunne tilmelde sig disse universiteter med dispensation. Det sidste havde dog overordentlig be­grænset interesse grundet disse læreanstalters bevidst lavere niveau. Ud over de allerede nævnte universiteter blev sent i apartheidperioden oprettet Vista University, en læreanstalt for afrikanske byboer delt op i 6 afdelinger. Herudover fik hver af de såkaldt selvstændige hjemlande deres eget discountuniversitet. University of Transkei blev stiftet i 1976 som en afdeling af University of Fort Hare og blev uafhængig i 1977. Uni­versity of Bophutatswana blev skabt i 1979 og University of Venda i 1981.

 

Antallet af studerende

Antallet af tilmeldte til de højere uddannelsesinstitutioner har, ikke overraskende for et ny­industrialiseret land, været stærkt stigende for alle befolkningsgrupper i den behandlede periode. Antallet af hvide universitetsstuderende gik op fra 19.187 i 1952 til 138.670 i 1985 og nåede ca. 160.000 i 1990. Antallet af farvede studerende steg fra 501 i 1956 til 12.914 i 1985, mens antallet af indere på længerevarende uddannelser blev forhøjet fra 996 til 17.300 i samme periode. Antallet af sorte studerende gik op fra 1.581 i 1955 til 42.872 i 1985.[28]

Statistikken viser, at for den hvide befolkningsgruppe steg andelen af studerende på højere uddannelsesniveau pr. 1000 indbyggere fra 7,1 i 1952 til 28,3 i 1985, hvilket næsten er en firedobling. For farvede har stigningen været fra 0,4 i 1956 til 4,5 i 1985 eller en el­le­vedobling. For indernes vedkommende har forøgelsen været fra 2,3 i 1956 til 19,1 eller en ottedobling. For den afrikanske befolkningsgruppe har stigningen været fra 0,04 i 1952 til 2,3 i 1985, en øgning på 57 gange. Disse beregninger viser, at Sydafrika i nogen grad fulgte tendensen for industrialiserede lande i udviklingen af højere uddannelse fra en elite- til en masseforeteelse.

Ifølge Jonathan Hyslop blev bantuuddannelserne blev ikke først og fremmest indført af ideologiske grunde, men for at løse storbyernes reproduktionsproblemer og for at skaffe forbedret arbejdskraft. Missionsuddannelsessystemet levede helt enkelt ikke op til urbaniseringsudviklingen. Bantuuddannelserne blev efter Hyslops mening gennem mange år en rimelig succes for regeringen både hvad angår indoptagelse af en sort elite og etablering af kulturelt hegemoni.[29]

 

Administrative strukturer

Det overordnede ansvar for de hvide uddannelser var indtil 1986 opsplittet imellem cen­tralregeringen og provinsregeringerne, hvilket medførte gentagne kontroverser. Alle de “hovedsageligt hvide” universiteter henhørte efter 1986 under Department of Education and Culture under House of Assemblys jurisdiktion, men med egne, interne styrende orga­ner, med “senatet” som det vigtigste.

Under apartheid var centraladministrationen på uddannelsesområdet opdelt på fem forskellige undervisningsministerier, nemlig et for hver racegruppe plus et koordinerende. Indtil 1986 var de hvide uddannelser præget af en ret høj decentralisering.

 

Udvekslingen af informationer og beslutninger mellem regeringen og de tertiære uddan­nelsesinstitutioner har for ikke-afrikanske institutioner været reguleret af et indviklet, ret lukket sy­stem af lovfæstede rådgivende råd og udvalg, hvis konkrete virkemåde har været relativt ukendt i offentligheden, selvom deres formelle, lovfæstede autoritet har været rimelig klar.

Med National Advisory Education Council Act No. 86 af 1962 blev skabt et rådgivende organ af dette navn til brug for undervisningsministeren. Dets autoritet omfattede skoler og universitetscentre. I 1967 blev National Advisory Education Council nedlagt og erstattet af National Education Council, hvis autoritet var lidt snævrere. Samtidig oprettedes en rådgivende ledergruppe; Committee of Heads of Education. Begge beskæftigede sig med den overordnede uddannelsespolitik. General Education Af­fairs Act No. 76 af 1984 skabte South African Council for Education som nyt rådgivende organ for den an­svarlige, koordinerende undervisningsminister og de andre undervis­ningsministres fælles koordi­nationsproblemer. På samme grundlag dannedes Committee of Heads of Education Departments bestående af den koordinerende undervisningsminister, Minister responsible for general education matters, samt af lederne af andre relevante stats- og provinsielle departementer.

Universiteterne havde siden 1955 et rådgivende råd, University Advisory Council, der li­gesom lederkollegiet, Committee of University Principals, CUP, har haft en vis indfly­delse. Det førstnævnte organ rådgav ministeren, Minister of Education and Culture, House of Assembly, med hensyn til økonomisk støtte til universiteter, indret­ning af ny fakulteter og afdelinger eller oprettelse af helt ny universiteter og andre vigti­ge uni­versitetsproblemer på grundlag af Universities Act No. 61 af 1955, Section 2. Det andet organ Committee of University Principals, CUP, var måske det mest betydningsfulde råd­givende organ på universitetsområdet. Det havde ret stor autoritet og gav anbe­falinger til ministeren angående næsten ethvert universitetssagforhold ifølge samme lovs Section 7b. Udvalget bestod for det meste af ledere eller rektorer fra de hvide uni­versiteter.

I 1983 blev rektorerne fra University of the Western Cape og University of Durban-We­stville medlemmer af CUP, selvom disse universiteter altså ikke var ret hvide[30] og i 1986 blev også de afrikanske universite­ters rektorer medlemmer af rådet. Universities Advisory Council[31] blev nedlagt og det tilbageværende rådgivende organ fik dermed for første gang autoritet over alle former for tertiære uddan­nelsesinstitutioner.

 

Rådgivende organer for de afrikanske læreanstalter

I 1945 oprettedes Union Advisory Board on Native Education til at rådgive unions- og provinsregeringerne om afrikansk uddannelse op til lærehøjskoleniveau. Lovgrundlaget var National Education Finance Act No. 29 af 1945. I 1963 blev det erstattet af Advisory Board for Bantu Education, der havde en bredere autoritet, idet det refererede til ministeren omkring alle spørgsmål vedrørende uddannelse af afrikanere. Dette organ blev i 1979 afløst af Council for Education and Training, der i modsætning til førnævnte kun kunne beskæftige sig med de sagsområder, ministeren definerede. I 1981 blev dette organ supple­ret med Co-ordinating Council for Technical Education, der skulle rådgive ministeren omkring tekniske uddannelser. Kompetencefordelingen på dette område blev omstrukture­ret igen i 1984 efter det parlamentariske skift til trekammersystemet og 1986 på grundlag af Education and Training Act No. 92 af 1984 og Education and Training Amendment Act No. 3 af 1986. Efter at være blevet rekonstrueret i 1983, således at kun afrikanske rektorer var medlemmer, opnåede Committee of University Rectors en officiel, men fortsat racedelt status i 1984.[32]

 

Finansieringen af de tertiære uddannelser

Finansieringen af tertiær uddannelse har i lovgivningen været delt i anlægsudgifter og løbende ud­gifter. Førstnævnte behøver ministeriel anerkendelse eftersom den medfører ekstraordi­nær statsstøtte. Det samme gælder oprettelse af ny fakulteter eller universiteter.

Eftersom der, trods kommissionsanbefalinger, ikke har været noget stående finansierings­udvalg for universiteter eller tertiær uddannelse i perioden, er dette foregået på basis af adskillige ad hoc kommissioner og deres rapporter.[33]

Da nationalistregeringen tog over i 1948 var de fleste universiteter forgældede og dermed påvirkelige. Dette betød, at den i 1951 nedsatte Hollowaykommission fik stor indflydelse og at dens finansieringsmodel for de højere uddannelser kunne lægge et disciplinerende pres på institutionerne.[34]

Dette finansieringssystem, the Holloway formula, virkede fra 1953 indtil 1985 med mindre revisioner. I princippet har disse retningslinjer været gældende for både hvide, farvede og indiske uni­versiteter, mens systemet for afrikanske universiteter har adskilt sig. Ifølge Native Educa­tion Finance Act No. 29 af 1945 modtog hver provins efter beslutning i parla­mentet finansieringsmidler via Consolidated Revenue Fund til al afrikansk uddannelse bortset fra universitetsuddannelse. Finansiering af universitetsuddannelser for afrikanere stammede delvist fra Bantu Education Act No. 47 of 1953, hvorefter et fast beløb på 6,5 mio., som blev taget fra afrikanernes egne skatteindbetalinger og udbetalt gennem Consolidated Re­venue Fund og Bantu Education Account, kom til at finansiere universitetscentrene. Ethvert beløb udover dette måtte skaffes fra andre, eksterne kilder.

Loven om bantuuddannelser fra 1953 var officielt baseret på den overbevisning, at afrikanerne burde bære hovedansvaret for, dvs. finansieringen af, deres egne adskilte uddannel­ser, som passede til deres civilisationsniveau. Dr. H. F. Verwoerd, der på det tidspunkt var Minister of Native Affairs, forsvarede loven:

“I support this not only because I think it is the wise thing to do in the interests of the country and its finances, but also because Bantu education can only be guided along sound lines when we build on this principle, that while the European is prepared to make heavy contributions to Native education, the Native community will have to shoulder their share of the responsibility for this development in future.”[35]

Finansminister J.F.T. Naude påstod i 1958, at afrikanernes selvudvikling ville lide skade, hvis de ikke selv betalte deres uddannelser:

 “If the State is simply continually to give money it will undoubtedly undermine the sound devel­opment of the Bantu community, and the White guardian community would be failing in its duty.”[36]

Midlerne afsat til bantuuddannelserne var ganske utilstrækkelige, men først i 1972 skete en mindre forbedring som et af de allerførste reformtiltag med Black Education Account Abolition Act No. 20 af 1972, der lagde finansieringen direkte under Consolidated Reve­nue Fund.

Dette system førte dog efter CUPs opfattelse til en for stor vækst i de tertiære uddannelser:

“There appears to be a strong case for an overall policy of controlled growth for the South Af­ri­can university system.

På Universities Advisory Councils initiativ blev Dr. R. H. Venter i juni 1982 udpeget som formand for en undersøgelseskommission, der blandt andre fik følgende hovedretningslinjer:

     Fordelingen af antal studerende på forskellige niveauer og vægtningen af disse niveauer burde ske med henblik på effektiviteten på de højere niveauer.

     Systemet burde belønne en strammere udvælgelse af studerende fra universiteternes side og en hårdere indsats fra de studerendes side.

     Finansieringsformelen burde omfatte en komponent, som var uafhængig af studenterantal for at belønne universiteternes forskningsresultater.

Kommissionsrapporten konkluderede, at undervisningsområdet i princippet burde modtage stats­støtte på basis af institutionernes resultater ud fra næsten rene cost/benefit-hensyn. Denne linje blev bekræftet af et forskningsprogram udarbejdet af De­partment of Education and Culture, Administration, House of Assembly i 1985. 

Dr. G. van Viljoen, Minister of Co-operation, Development and Education, påstod i 1985, at alle universiteter da i princippet fik samme tilskud, men at afrikanske universiteters egenfi­nansiering kun udgjorde 2/3 i sammenligning med de andre befolkningsgruppers universiteter, bl.a. fordi tilmeldings- og undervisningsgebyrer på førstnævnte kun var på mellem 54% og 66% af studenterbetalingerne på sidstnævnte.[37] Dette oversteg imidlertid langt de fleste afrikane­res muligheder.

 

De hvide universiteters afhængighed af regeringsstøtte til de løbende udgifter steg fra 41,7% i 1952 til 79% i 1980. I samme periode faldt studenterbetalte studieafgifters dæk­ningsandel til de løbende udgifter fra 27,4% til 16,5%. Den regeringsfinansierede andel af de løbende udgifter på de afrikanske universiteter steg fra 56,3% i 1945 til 75,6% i 1959.

De offentlige udgifter til universitetsundervisning steg gennemsnitligt 9,7% om året i konstante priser fra 1946 til 1985. I faste 1975-priser steg andelen af BNP brugt til universi­teterne fra 0,05% til 2,04% i perioden 1946 til 1983.[38] Statsstøtten til universiteterne blev forsøgt begrænset igen i 1984, men udgjorde også herefter omkring 80 procent af disses bruttoud­gif­ter.

 

Apartheidregeringens holdning til de højtuddannede

Væksten i de tertiære uddannelser hvilede også i Sydafrika, i det mindste for de hvides vedkommende, på den såkaldte human capital theory indtil midten af 1970’erne, som udtrykt af J. H. Viljoen, Minister of Education, Arts and Science, allerede i l951:

“Investment in university education will yield rich dividends both to the donor and to the people in the form of higher production, a greater income, greater Competence in our industries, agri­culture and public administration, better human relationships and a richer spiritual life.”

Det gjaldt vistnok mest for de hvide og fulgtes op med øget kontrol, som det antydes i tilføjelsen:

“...since the Government is expected to contribute more and more to the maintenance of uni­ver­sities it will have to pay more attention to seeing that the correct training is given in the in­terest of the people.”[39]

Fra midten af 1970’erne rejste der sig en skepsis i det akademiske vidensmagtshieraki mod dette teoretiske grundlag for masseuddannelse af akademikere. Baggrunden for dette var den stigende arbejdsløshed blandt højtuddannede i Vesteuropa og USA, de store ind­op­tag på universiteterne og påstande om en fortsat mangel på ingeniører og teknikere. I hvilket omfang der også var tale om en slags privilegieforsvar under truslen om flere højtud­dannede afrikanere er vanskeligt at påvise, men bl.a. Dreijmanis peger i den retning:

“Like scarce paintings, the value of tertiary education lies in its scarcity. If education is enjoyed in its own right, it is capable of indefinite expansion, but not as an instrument for securing top posts.”[40]

Også T.N.H. Janson, Minister of National Education, advarede i 1980 mod væksten på universitetsområdet:

“The expansion of universities will land us in trouble before we realize it. We have provided ample opportunities for Whites to be trained at universities.”[41]

 

Også de sorte elevers boykotter i 1976 og 1980, den vedblivende mangel på faglært arbejdskraft og mishagsytringer fra de hvide lærere, medvirkede til en regeringsbe­slutning i 1980, der opfordrede det humanistiske forskningsråd, Human Sciences Re­search Council, der har nydt en ret vidtgående uddannelsespolitisk indflydelse, til en omfat­tende un­dersøgelse af hele uddannelsesområdet. For første gang blev uddannelsesforhold for alle racegrupper taget samlet under behandling. Dette blev af nogle set som et forsøg på “...restructuring the ideological discourse which is at once a product of and an element in the restructuring of the state.”[42] I det mindste kan det, at man anvendte et organ udenfor selve regeringsadministrationen til undersøgelsen, ses som et forsøg på at vinde legitimitet for begrænsede refor­mer.

Den nedsatte  De Lange-kommission anbefalede, at uddannelse burde kædes snævrere sammen med samfundshensyn som arbejdskraftbehov og økonomisk udvikling i det hele taget. Uddannelserne burde være karriereorienterede, hvilket især blev defineret som tek­ni­ske og erhvervsfaglige uddannelser. Kommissionens hovedudvalg advarede mod det stigende antal sorte med færdig gymnasieuddannelse:

“...then it is not too far-fetched to expect that the country can well be faced with unemployment among those with a purely ‘academic’ background.”[43]

Det var De Langes egen opfattelse, at, højst 35-40% af de hvide studenter og kun 20% af de sorte studenter burde opnå en akademisk immatrikulation.[44] Officielt blev  De Lange-kommissionens anbefalinger inkluderet i uddannelsespolitikken med National Policy for General Education Affairs Act No. 76 af 1984.

 

Reformpolitikken på uddannelsesområdet under apartheids krise

I dønningerne efter Sowetoopstanden i 1976 blev der givet nogle mindre indrømmelser på uddannelsesområ­det:

     Afrikaans blev opgivet som obligatorisk undervisningssprog i de sorte skoler.

     Der blev afsat flere midler til sortes ud dannelser.

     Et lidt større antal sorte studerende fik adgang til de hvide universiteter.

     Uddannelsesloven fra 1979 gav mulighed for tvungen skole­gang - også for sorte.

Målet med disse mindre forbedringer var at dæmme op for utilfredsheden blandt de sorte stu­derende og undgå en gentagelse af Sowetoopstanden. Men forbedringerne opfyldte langt fra kravene fra de studerende, forældrene og de sorte lærere og den fortsatte forfølgelse af aktive studenter og deres organisationer vedblev ligeledes at være årsag til studenterprotester.

I 1980 nedsatte regeringen som nævnt De Lange-kommissionen. Dens opgave var at kulegrave det eksisterende uddannelsessystem og reformere det som en del af det sydafrikanske regimes overlevelsesstrategi. Dette hjørne af Den totale Strategi, gik ud på at sikre en opbakning fra visse dele af den sorte befolkning, nemlig en ny sort elite, hvis eksistens ville afhænge af det eksiste­rende samfund.  De Lange-kommissionen fik til opgave at undersøge uddannelsessektoren for at komme med forslag til, hvordan en reform af dette kunne sikre den økonomiske vækst og højne le­vestandarden.

Det var karakteristisk for De Lange-kommissionens holdning, at den ikke kritiserede de eksisterende uddannelsers racemæssige og undertrykkende karakter. Derimod kritiserede den uddannelsernes manglende evne til effektivt at opfylde arbejdsmarkedets behov.

Det grundlæggende princip for at få adgang til videre uddannelse skulle formelt være den en­keltes uddannelsesmæssige resultater og ikke vedkommendes racemæssige tilhørsforhold. På trods heraf gik rapporten aldrig så vidt som til at foreslå en ophævelse af den eksisterende race­mæssige opdeling af uddannelsessystemet. Princippet skulle være adskilt, men lige, uden at denne lighed blev klart defineret.

Samtidig begrænsede et andet af rapportens forslag den sorte befolknings reelle mulighed for at benytte de udvidede uddannelsesmuligheder. Nemlig forslaget om, at kun uddannel­serne på grundskoleniveau skulle være gratis. I stedet for, som tidligere, stort set at nægte den sorte befolkning adgang til højere uddannelse, lagde rapporten op til øgede muligheder for en lille sort, uddannet elite, i hovedsagen rekrutteret fra en opkommende middelklasse. Endelig fastslog rapporten, at uddannelserne skulle være et fælles ansvar for regeringen og det private erhvervsliv.

De Lange-kommissionens rapport repræsenterede et skift i forhold til den hidtidige ud­dannelsespolitik uden at true magtforholdene. Fortalerne for dette skift fandtes bl.a. i de oplyste og erhvervsorienterede dele af Nationalistpartiet, der havde antaget de liberale ønsker om at fjerne de former for racemæssig diskriminering, der hæmmede stabiliteten og den industrielle udvikling i Sydafrika. Trods uenighed i den hvide befolkningsgruppe om disse reformplaner blev en modificeret form af De Lange-kommissionens anbefalinger udgangspunkt for udviklingen af det syd­afrikanske uddannelsessystem og dette forsøg på at udnytte skolerne som et led i omstruktureringen af apartheidsystemet gav sig udtryk i en stærk stigning i de statslige udgifter til un­dervisning efter 1976.

Uddannelserne kan ikke ses isoleret fra det øvrige sydafrikanske samfund. Det lave lønniveau og den dårlige levestandard for den sorte befolkning har betydet, at en me­get stor del af de sorte elever har forladt skolerne for tidligt. I modsætning hertil har alle hvide elever traditionelt gennemført i det mindste de syv første skoleår. Selv herefter, hvor den obligatoriske skolegang ophørte, har de fleste hvide elever fortsat deres uddannelse. En vigtig årsag til denne forskel er, at undervisningen har været gratis og obligatorisk for de hvide elever, men ikke for de sorte.[45]

 

Reformer på universitetsniveau i apartheids sidste år

For at modernisere og rationalisere administrationen anbefalede De Lange kommissionen I 1981 at:

“...a single ministry of education be created to effectively meet the need for a national education policy aimed at ‘equal opportunity’ and ‘equal quality and standards’.”[46]

Regeringen udpegede herefter en midlertidig arbejdsgruppe til at belyse dette problem yderligere og denne kom til samme konklusion. I første ombæring fulgte regeringen imidler­tid ikke helt disse gode råd, som det fremgår af dens memorandum af oktober 1981:

“The Government reaffirms that, in terms of its policy that each population group should have its own schools, it is essential that each population group should also have its own education authority/department.”

I den senere hvidbog påpeger regeringen den omstændighed, at 1983-forfatningen skelner mellem hver befolkningsgruppes interne og generelle sager. Hvilket måtte betyde, at ud­dannelse fortsat var hver racegruppes egen affære.

Universitetsverdenen blev dog gradvist mere åben gennem reformperioden og vendte på flere områ­der de facto tilbage til en situation som før 1959-lovgivningen. Den stigende centrali­sering, fx centralrege­ringens overtagelse fra 1986 af al uddannelse for hvide, afspejlede også disse mere rationelle tendenser. Mange af de rådgivende organer blev efterhånden tværraciale og flere områder kom i slutnin­gen af 1980’erne og be­gyndelsen af 90’erne under det generelle fælles undervisningsministerium.

 

Frihedsbevægelsen på uddannelsesområdet

De sorte uddannelsesmiljøer var brændpunkter i massemodstanden i 1985 og 1986, der førte til den landsdækkende undtagelsestilstand i juni 1986. I 1985, hvor opstanden i townshipområderne nåede et højdepunkt blev mindst 17 sorte skoler fuldstændigt smadret, 30 blev alvorligt beskadiget og 247 delvist beskadiget. Flere hundrede skoler måtte lukkes og mange blev først genåbnet i 1987.

Så sent som i februar 1988 slog det sydafrikanske regime igen ned på den demokratiske opposition. Regimet forbød 17 landsdækkende antiapartheidorganisationers aktiviteter, derunder også National Education Crisis Committee, NECC, som var ledende i koordineringen af den nationale modstand mod apartheidsystemet på uddannelsesområdet.

Siden 1984 havde de boykottende elever aktioneret under parolen “Liberation Now - Education Later.” Parolen afspejlede elevernes rolle som en kollektiv del af den nationale frihedskamp. Den viste også, at de studerende anså apartheidsystemet for at befinde sig i sin sidste dødskamp. En antagelse, som viste sig noget optimistisk.

En ny, mere realistisk strategi udstak derfor parolen “Education for Liberation”  og et arbejde påbegyndtes for at skabe et alternativ til de eksisterende bantuuddannelser. NECC bragte med sine initiativer den alternative uddannelse i forrest i frihedskampen, stimulerede til aktiviteter i hele landet og var med til at opbygge et netværk af lokale, demokratiske strukturer på uddannelsesområdet.

Studenterne på universiteterne var dybt involveret i de masseprotester der førte til undta­gelsestilstand i flere omgange fra 1985 og der blev gjort flere forsøg på at disciplinere universiteterne. I august 1987 blev et møde afholdt i Cape Town mellem den centrale un­dervisningsminister, Minister of National Education, den senere præsident, F. W. de Klerk, alle de andre centrale og provinsielle undervisningsministre, samt alle universitetsrektorer m.fl. De Klerk udtalte efter mødet, at der var enighed mellem repræsentanterne om, at uroen udgjorde en trussel mod den akademiske frihed. Baggrunden for denne enighed var, at De Klerck havde krævet disciplinære foranstaltninger som betingelse for udbetaling af statsstøtte til universiteterne. Det blev udtrykt således:

“Universities have to take all reasonable steps to avoid interruption of teaching or study, and to ensure that taxpayers’ money is used in a functional, constructive and education orientated manner, that order and discipline is maintained on campuses and traditional academic values and standards are preserved.[47]

Universitetslederne fik et par uger til at tænke over disse betingelser, som efter De Klerks opfattelse ikke ville kollidere med universiteternes autonomi, hvorefter de blev sat i kraft i oktober 1987. I februar 1988 blev disse betingelser for statsstøtte erklæret delvis ugyldige af højesteret i Cape.

 

Alternative uddannelser

Med Khanya Colleges oprettelse i 1985 blev universitetsniveauet inddraget i de folkelige forsøg på at skabe alter­native uddannelser. Formålet med Khanya College var at gøre noget ved de skæve adgangsmulighe­der, samt at afhjælpe de akademiske og sociale problemer, de sorte studerende ofte mødte på de hvide universiteter. Herudover ønskede man også at udvikle en akademisk ud­dannelse med relevans for et kommende frit Sydafrika. Gennem det etårige kursus på universitetsniveau blev de studerende på Khanya College forberedt til videre studier enten på uni­versiteterne Witwatersrand eller Cape eller som fjernstuderende ved et udenlandsk universitet.[48]

På trods af, at Khanya College udsprang fra SACHED, en af de mest respekterede alterna­tive uddannelsesinstitutioner, blev det ny universitetsinitiativ mødt med en vis kritik fra radikale kredse i Sydafrika, der var bange for, at Khanya College ville blive en eliteinstitution for sorte akademikere, der havde valgt den individuelle løsning frem for at deltage i den kollektive kamp mod apartheidstyret. Mange støttede imidlertid initiativet ud fra vigtigheden af at etablere en alternativ universitetspraksis. Samtidig søgte SACHED, at sikre forbindelsen til folkelige NGOer, samt at tage sociale hensyn ved indoptaget af studerende.

 

Traditioner, internationalisering og eksilmiljøer

Den engelsksprogede historieforskning i Sydafrika har fra begyndelsen været internatio­na­liseret i den forstand, at den byggede på en engelsk universitær tradition og det har hele tiden været ret normalt at de bedste postgraduate students fik sidste del af deres uddannelse ved engel­ske universiteter.

Med den mere eller mindre frivillige eksilering af en kritisk historikergeneration i tiden ef­ter 1960 og især efter 1976, samtidig med solidaritetsbevægelsens internationale gennem­slag, fik internationaliseringen af historieforskningen ny dimensioner, som det også kan udlæses af bogens forfatterappendiks. I flæng kan her nævnes nogle få af de oversø­i­ske universiteter, der har huset sydafrikanske historieforskere: School of Oriental and African Studies i London, Institute of Commonwealth Studies i London, University of Sussex, Universiteterne i Oxford og Cambridge, University of York, University of Edinburgh, University of Essex, University of Bristol, University of California, Wesleyan University i Middletown, Connecticut, University of Massachusetts i Boston, Simon Frazer University i Vancouver, British Columbia, Universitetet i Uppsala, Universitetet i Lund, Universitetet i Leipzig og mange, mange andre højere læreranstalter.

 

For den sydafrikanske befrielsesbevægelse ANC har kravet om gratis, obligatorisk, almen og lige uddannelse været en vigtig del af den demokratiske kamp. Det blev formuleret som en del af Freedom Charter. I 1950’erne var ANC i stand til at mobilisere store dele af den sorte befolkning til en desværre forgæves modstand mod bantuuddannelserne. Som et led i denne kamp søgte ANC at oprette såkaldte kulturklubber, som reelt var et forsøg på at etablere alternative skoler udenfor statslig kontrol, der hurtigt blev knægtet af regeringen. Med den stigende flygtningestrøm, der fulgte Sowetoop­standen fik ANC i eksil ny udfordringer, nemlig at sikre en relevant uddan­nelse for de unge sydafrikanere, der kom under ANCs ansvar. Mange af flygtnin­gene blev uddannet i de såkaldte frontlinjestater i det sydlige Afrika. Da Tan­zanias regering overdrog et stykke land til ANC i nærheden af Morogoro i det indre af Tan­zania, fik ANC mulighed for at oprette sin egen eksilskole. Solomon Mahlangu Freedom College, SOMAFCO, stod færdig til officiel indvielse i 1985 og fik plads til 1000 elever. 


[1]Van Wyk de Vries Commission. Commission of Inquiry into Universities. Main Report, Pretoria: Government Printer, 1974, p. 18.

[2]Degenaar, J.: The Concept of a Volksuniversiteit. Fra Van der Merwe / Welsh (eds.): The Future of the University in Southern Africa, Cape Town: David Philip, 1977, p. 148.

[3]Viljoen, G.V.N.: The Afrikaans Universities and Particularism. Fra Van der Merwe / Welsh (eds.): The Future of the University in Southern Africa, Cape Town: David Philip, 1977, p. 177.

[4]Wilkins, I. / Strydom, H.: The Super-Afrikaners, Johannesburg: Jonathan Ball, 1978, p. 266.

Pelzer, A.N.: Die Afrikaner-Broederbund: eerste 50 jaar, Cape Town: Tafelberg, 2.rev.udg., 1980, p. 141.

[5]Fx Kerr, A.: University Apartheid, South African Outlook, Vol. 87, 1957.

Matthews, Z.K.: Ethnic Universities, Africa South, Vol. 14, 1957             .

[6]Report of the Commission on Native Education (Eiselen Kommissionen), Pretoria, 1952, pp. 68-71.

[7]NP: Verslag van die kleurvraagstuk-kommissie van die Herenigde Nasionale Party, 1947, (Sauer-report), p. 13.

[8]Assembly Debates, 16 aug., 1958, col. 219.

[9]Report of the Commission on Native Education (Eiselen-Commission), Pretoria, 1952, Chapter 10: Universities.

[10] Summery of the Report of the Commission of the Socio-Economic Development of the Bantu Areas within the Union of South Africa, (UG 61/1955), (Tomlinson-report), Pretoria, 1955.

[11]Hansard, House of Assembly Debates, 8 of 11th Parliament, col. 2592-2594.

[12]Government Notice, No. 2789, 1953.

[13]Department of Education Files, UOD E53/94, File 1397, Minutes of meeting of the Commission on  University Facilities for non-Europeans, Pretoria, 14/12, 1953.

[14]Legassick, M / Shingler, J.: South Africa. I Emmerson, D. (ed.): Students and Politics in Developing Nations, pp. 103-145, London: Pall Mall, 1968, p. 112.

[15] Lazar, John: Verwoerd versus the 'Visionaries', The South African Bureau of Racial Affairs (Sabra) and Apartheid, 1948-61. Fra Bonner, Philip / Delius, Peter / Posel, Deborah (eds.): Apartheids Genesis, 1935-1962,  Johannesburg: Ravan Press / Witwatersrand University Press, 1993.

[16]Report of the Commission on the Implications of Providing Separate Training Facilities for Non-Europeans at Universities (Holloway-rapporten), Pretoria,                1954.

[17]Department of Education Files, UOD E53/94, op. cit.

[18]Department of Education Files, UOD E53/94, op. cit.

[19]Department of Education Files, UOD E53/94, op. cit.

[20]Assembly Debates, 13/5-1955, col. 5608.

[21]Assembly Debates, 8 of 11th Parliament, col. 2493-2495.

[22]Assembly Debates, 27/5-1955, col. 6765.

[23]Hansard, 1959, col. 1536.

[24]Report of the Commission on the Separate Universities Education Bill (de Wet Nel-kommissionen), Pretoria, 1958.

[25]Behr, A.L. / Macmillan, R.G.: Education in South Africa, Pretoria: Van Schaik, 1966, p. 57.

[26]Dreijmanis, John: The development of tertiary education. Fra Vuuren/Wiehanh et al.: South Africa. The Challenge of reform, Pinetown, South Africa, 1988, p. 512.

[27]Report of the Fort Hare Commission, Lovedale Press, 1955.

[28]Dreijmanis, John: The South African Labour Market for Highly Educated People: Some Socio-Economic and Political Implications. Arbejdspapir til Institut für Afrikanische und Internationale Studien, München, 1986. Official Yearbook of South Africa, 1988-89 oplyser følgende tal: Antallet af hvide studerende på hoveduniversiteterne var under 20.000 i 1950, omkring 30.000 i l960, 55.000 i 1970, 71.700 i 1975, 83.000 i 1980 og 99.800 i 1986. For den hvide befolknings vedkommende er det et rimelig stort antal studerende sammenlignet med andre lande.

[29] Hyslop, Jonathan: A Destruction Coming in. Bantu Education as Response to Social Crisis. Fra Bonner, Philip / Delius, Peter / Posel, Deborah (eds.): Apartheids Genesis, 1935-1962,  Johannesburg: Ravan Press / Witwatersrand University Press, 1993.

[30]Universities Amendment Act No. 83 af 1983, Section 1a.

[31]Universities and Technikons Advisory Council Act No. 99 af 1983, Section 8.

[32]Hansard, 1984, col 9402.

[33] Fx Committee of Enquiry into Quinquennial Revision of University Subsidy Formula, (Colliers Commission), Report, Pretoria, Department of Education, Arts and Science, 1963, p. 137.

[34] Committee of Enquiry into University Finances and Salaries, (Holloway Commission), Report Annexure, 45, 2. session of Parliament, Pretoria, Goverment Printer, 1953 , p. 16-17, 67.

[35]Hansard, 1954, Col. 6211. (3. juni 1954).

[36]Hansard ,1958, Col. 3878.

[37] Hansard, 1985, Col. 6708.

[38]Dreijmanis, John: The South African Labour Market for Highly Educated People: Some Socio-Economic and Political Implications. Arbejdspapir til Institut für Afrikanische und Inter.Stud.,München, 1986. Forelæsning 14/11-86,

[39] Hansard, 1952, col. 2016, 2026).

[40]Dreijmanis, John: The development of tertiary education. Fra Vuuren/Wiehanh et al.: South Africa. The Challenge of reform. Pinetown, South Africa, 1988, p. 527.

[41]Hansard, 1980, Col. 6913.

[42]Buckland,P.: The Education Crisis in South Africa: Restructuring the Policy Discourse, Social Dynamics, 8/1, pp. 14-28, 1982, p. 15.

[43]De Lange Commission: Provision of Education in ROSA, Pretoria: Human Sciences, 1981, p. 138.

[44]De Lange, J.P.: Change and Renewal in Education, Education Journal, 92/3, 1982(nov.), p. 36.

[45]Gjedde-Nielsen, Flemming: Portene til lærdom skal åbnes: Kampen om uddannelse i Sydafrika, Amandla/WUS, København, 1989.

[46]De Lange Commission: Provision of Education in ROSA, Pretoria: Human Sciences, 1981, p. 195.

[47]South Africa, 1988-89, Official Yearbook, Pretoria: Government Printer, p. 486.

[48] Gjedde-Nielsen, Flemming: Op. cit., Amandla/WUS, København, 1989.