Home Home - SASR

Forstudium til forskningsprojekt:

Standarder og skel i universitetsuddannelserne i Sydafrika før og nu.

(Inequality and Racism in Higher Education in South Africa).

 

Mulige undersøgelsestemaer:

 

*      Hvorfor var uddannelsessystemet et så vigtigt led i apartheid og hvorfor var modstand og alternative løsninger markante her?

*      Var baggrunden for indførelsen af Bantu-uddannelsessystemet (lavere niveauer, men med betydning for sortes forudsætninger) overvejende ideologisk, magtpolitisk eller samfundsøkonomisk?

*      Skal bantuuddannelserne betragtes som en succes eller en fiasko?

*      Forbedrede de uddannelsen for de sorte? Sikrede de herredømmet midlertidigt for de hvide?

*      På hvilke måder blev uddannelsessystemet forældet?

*      Kan man lave en periodisering over den uddannelsespolitiske udvikling?

*      Hvilke overordnede samfundsbehov og regeringsstrategier forårsagede de skiftende uddannelsespolitiske målsætninger?

*      Hvordan reagerede afrikanerne på uddannelsessystemet, hvad angår henholdsvis deltagelse og modstand?

*      Hvorfor blev uddannelsesområdet en af de vigtigste slagmarker i frihedskampen?

*      Hvilke elementer indeholdt regeringens reformer på uddannelsesområdet i 10-året efter Sowetoopstanden?

*      Hvilke konsekvenser havde modstanden på uddannelsesområdet gennem 1980’erne?

*      Hvorfor er det tilsyneladende vanskeligere reelt at afvikle uddannelsesapartheid end mange andre raceadskillelsesprocedurer?

*      Hvordan bør uddannelsespolitikken anskues i en bredere socioøkonomisk kontekst?

*      Hvilke aktuelle uddannelsespolitiske tiltag er de mest markante?

*      Hvordan anskues uddannelse som sådan efter 1994? Hvordan vil det nye samfund bruge uddannelsessystemet?

*      Hvad er uddannelsesinstitutionernes egne opfattelser af deres rolle i transformationsprocessen?

*      Er der nogen løsning på dilemmaet mellem masse- og eliteuniversiteter?

*      Kan de militante studenters krav om bred, demokratisk vidensformidling forenes med høje uddannelsesstandarder?

*      Hvordan er forholdet mellem uddannelsessektoren og det civile samfund?

*      Hvilken rolle spillede NGOerne i apartheids sidste år?

*      Hvilken vægt har NGO-bistand i uddannelsessektoren nu og fremover?

*      Hvordan er henholdsvis den nye regerings og ANCs holdning til NGOerne på dette område?

*      Er der gode og dårlige eksempler på omallokering af midler fra uddannelses-NGOer til regeringsprojekter?

*      Hvorfor er NGO-midlerne ikke blevet udnyttet optimalt?

*      Hvilket billede tegnes af deltagelse, ressourcer og resultater i uddannelsessystemet for de forskellige befolkningsgrupper?

*      Hvorfor opnår de sorte studerende ofte dårlige eksamensresultater?

*      Hvilke vigtige indsatsområder indenfor højere uddannelse bør prioriteres?

*      Hvilke bistands- og samarbejdsformer bør fremmes?

 

Baggrund

 

Universitetsuddannelse i Sydafrika. Historisk baggrund.

Sydafrika har efter afrikansk målestok, en stor og veludbygget universitetssektor med 21 universiteter.

Universitetsuddannelse i Sydafrika kan føres helt tilbage til 1829, hvor South African College blev grundlagt. Det beskæftigede sig overvejende med sekundær uddannelse og forbere­delse af studerende til immatrikulation og højere studier på University of London. I 1918 blev South African University College omdøbt til University of Cape Town.

I 1873 var College of the Cape of Good Hope blevet oprettet som eksaminationsorgan for en række mindre colleges og efter 1900 tilbød det selv en egentlig universitetsuddannelse. Næsten alle hoveduniversiteterne startede med at være colleges tilknyttet University of the Cape of Good Hope eller University of South Africa (Unisa) som det hed efter 1918. Undtagelser fra dette er dog University of Port Elizabeth, der blev etableret i 1964 og Rand Afrikaans University, der blev dannet i 1966. Disse to universiteter skylder den afrikaanerideologiske organisation, Afrikaner Broederbond, deres eksi­stens. University of Port Elizabeth var oprindelig en satellit til Rhodes University, men blev udskilt som en slags afrika­anssproget udfordring. Også i Johannesburg følte afrikaanerideologerne et behov for at imødegå den engelsk-liberale tradition fra University of the Witwatersrand og Broeder­bonds Executive Council begyndte derfor i de tidlige 1960’ere at arbejde på oprettelsen af et afrikaanssproget uni­versitet, hvilket altså lykkedes i 1966.

 

Trods en begyndende opblødning af strukturerne var der endnu efter apartheids formelle afslutning i realiteten 10 sprogdelte hoveduniversiteter med et flertal af hvide studenter, deraf fem  afrikaansorienterede, nemlig University of the Orange Free State, Potchefstroom University for Christian Higher Education, University of Pretoria, Rand Afrikaans University og University of Stellenbosch. Der var fire universiteter for engelsksprogede hvide, nemlig University of Cape Town, University of Natal (Durban og Pietermaritzburg), Rhodes University og Uni­versity of the Witwatersrand. Dertil kom Uni­versity of Port Elizabeth, der rubriceredes som tospro­get.

 

National Partys holdning til universitetsapartheid forandrede sig noget i det mindste på det praktiske plan i løbet af 1950’erne, men der var altid to centrale overvejelser, nemlig dels fordringen om adskillelse af hvide og sorte studerende og dels en noget arrogant erkendelse af pligten til, som “værge for de indfødte”, at tilbyde dem en eller anden form for basal uddannelse.

 

Den sørgelige historie omkring indførelsen af universitetsapartheid har jeg behandlet i et tidligere paper. Extension of University Education Act No. 45, sektion 31/1 af 1959 forbød, ikke-hvide at tilmelde sig hvide universiteter uden tilladelse fra ministeren for bantuuddannel­ser. Resultatet af loven blev også oprettelsen af ikke-hvide universiteter adskilte for afrikanere, farvede og indere.

NPs egen granskning af, hvad man kaldte, “the colour question,” ved hjælp af Sauerkommissionen i 1947, er af nogle blevet set som et udkast til en generalplan for adskilt udvikling efter en magtovertagelse, men rapporten indeholder ingen detaljerede tanker om universitetsuddannelserne, selvom det nævnes, at “where necessary higher education and university training should be provided for Natives in their own areas.”

NP brugte Saurrapporten i 1948-valgkampen og i sin første tale som premier­minister sagde Dr. D.F. Malan, at han betragtede indførelsen af universitetsapartheid som en “essential measure og at tilstedeværelsen af sorte på de hvide universiteter var:

“...an intolerable state of affairs...which gives rise to friction, to an unpleasant relationship be­tween Europeans and non-Europeans...we do not want to withhold higher education from the non-Europeans, and we will take every possible step to give...sufficient university training as soon as we can, but in their own spheres...in separate institutions.”

 

Først i den gryende reformperiode fra slutningen af 1970’erne forandredes denne fremgangsmåde med Universities Amendment Act No. 83 af 1983, så hvide, farvede, og indiske universiteter nu kunne optage studenter af alle racer, men med det for­behold, at den relevante minister kunne sætte grænser efter omstændighederne, heri indbe­fattet en numerisk andel eller loft for optagelse af studerende fra andre befolkningsgrupper en den universitetet egentlig var tildelt. Også dette tiltag blev dog mødt med en vis modstand fra de liberale universiteter, der selv ville bestemme kvotaen og undervisningsministeren, Dr. G. van Viljoen, gav visse indrømmelser ud fra den betragtning, at heller ikke de engelsktalende universiteter selv havde nogen øjeblikkelige planer om at give helt lige adgang for sorte.

 

Med undtagelse af University of South Africa, Unisa, der principielt har tilbudt fjernundervisning pr. korrespondance til alle racegrupper, har de sydafrikanske universiteter altså i høj grad været opdelt efter race, men regeringen accepterede altså allerede før apartheids ophævelse, at sorte blev optaget på de “åbne,” hvide universiteter i mindre omfang efter dispensation.

I 1985 udgjorde antallet af afrika­nere, farvede og indere indskrevet ved Wits og UCT ca. 15% af de studerende. Disse sorte studerendes studietid var ofte præget af akademiske problemer på grund af den utilstrækkelige basiskvalificering, de bragte med sig fra de sorte grundskoler og oven i disse studiemæssige problemer fik mange sorte studerende sociale problemer, når de indgik i det privilegerede hvide akademiske miljø.

 

Universiteter for ikke-hvide

Som følge af 1959-loven blev University College of the Western Cape oprettet for farvede studerende. Inderne blev i 1959 tildelt den separate institution, University College of Durban-Westville. Efter 1978 kunne disse to universiteter formelt også optage et antal hvide stu­de­rende.

Afrikanere havde i meget begrænset antal siden 1918 kunnet søge ind på det reelt segregerede missionsuniversitetscenter, South African Native College, der var en privatdrevet og filantropisk finansieret institution. Den blev senere omdøbt til University College of Fort Hare og kom under apartheidregeringens restriktive kontrol efter 1960. Indtil 1961 var Fort Hare også universitetscenter for far­vede og indere, der i 1959 udgjorde 35% af alle indskrevne studerende her, hvilket alt i alt kun gav plads til yderst få afrikanere.

Efter 1959 oprettedes som følge af apartheidlovgivningen University College of the North og University College of Zululand som lokale universitetscentre for afrikanere og de blev uafhængige af Unisa i 1970 i forbindelse med homelandpolitikken. Af disse etnisk opsplittede universitetscentre var først­nævnte forbeholdt nordlige sothoer, sydlige sothoer, tsongaer, tswanaer og vendaer, mens sidstnævnte var for zuluer og swazier. Efter 1979 kunne afrikanske studerende indskrive sig på alle “afrikanske” universiteter, ligesom ikke-afrikanske studerende kunne tilmelde sig disse universiteter med dispensation. Det sidste havde dog overordentlig be­grænset interesse grundet disse læreanstalters bevidst lavere niveau. Ud over de allerede nævnte universiteter blev sent i apartheidperioden oprettet Vista University, en decentraliseret læreanstalt for afrikanske byboer delt op i 6 afdelinger. Herudover fik hver af de såkaldt selvstændige hjemlande deres eget discountuniversitet. University of Transkei blev stiftet i 1976 som en afdeling af University of Fort Hare og blev uafhængig i 1977. Uni­versity of Bophutatswana blev skabt i 1979 og University of Venda i 1981.

 

Antallet af studerende

Antallet af tilmeldte studerende til de højere uddannelsesinstitutioner har, ikke overraskende for et nyindustrialiseret land, været stærkt stigende for alle befolkningsgrupper i den her omtalte periode. Antallet af hvide universitetsstuderende gik op fra 19.187 i 1952 til 138.670 i 1985 og nåede ca. 160.000 i 1990. Antallet af farvede studerende steg fra 501 i 1956 til 12.914 i 1985, mens antallet af indere på længerevarende uddannelser blev forhøjet fra 996 til 17.300 i samme periode. Antallet af afrikanske studerende gik op fra 1.581 i 1955 til 42.872 i 1985.

Statistikken viser, at for den hvide befolkningsgruppe steg andelen af studerende på højere uddannelsesniveau pr. 1000 indbyggere fra 7,1 i 1952 til 28,3 i 1985, hvilket næsten er en firedobling. For farvede har stigningen været fra 0,4 i 1956 til 4,5 i 1985 eller en el­le­vedobling. For indernes vedkommende har forøgelsen været fra 2,3 i 1956 til 19,1 eller en ottedobling. For den afrikanske befolkningsgruppe har stigningen været fra 0,04 i 1952 til 2,3 i 1985, en øgning på 57 gange. Disse beregninger viser, at Sydafrika i nogen grad fulgte tendensen for industrialiserede lande i udviklingen af højere uddannelse fra en elite- til en masseforeteelse.

Ifølge Jonathan Hyslop blev bantuuddannelserne blev ikke først og fremmest indført af ideologiske grunde, men for at løse storbyernes reproduktionsproblemer og for at skaffe forbedret arbejdskraft. Missionsuddannelsessystemet levede helt enkelt ikke op til urbaniseringsudviklingen. Bantuuddannelserne blev efter Hyslops mening gennem mange år en rimelig succes for regeringen både hvad angår uddannelse af den nødvendige andel af mellemniveauuddannede sorte, indoptagelse af en sort elite især til hjemlandsbrug og etableringen af kulturelt hegemoni.

 

Administrative strukturer

Under apartheid var centraladministrationen på uddannelsesområdet opdelt på fem forskellige undervisningsministerier, nemlig et for hver racegruppe plus et koordinerende. Reformerne med det nye trekammerparlament underbyggede denne opdeling.

Efter General Education Af­fairs Act No. 76 af 1984 dannedes  South African Council for Education som nyt rådgivende organ for den an­svarlige, koordinerende undervisningsminister og de andre undervis­ningsministres fælles koordi­nationsproblemer. På samme grundlag dannedes Committee of Heads of Education Departments bestående af den koordinerende undervisningsminister, Minister responsible for general education matters, samt af lederne af andre relevante stats- og provinsielle departementer.

 

Indtil 1986 var de hvide uddannelser præget af en ret høj decentralisering. Det overordnede ansvar for de hvide uddannelser var indtil 1986 opsplittet imellem cen­tralregeringen og provinsregeringerne, hvilket medførte gentagne kontroverser. Alle de “hovedsageligt hvide” universiteter henhørte efter 1986 under Department of Education and Culture under House of Assemblys jurisdiktion. Efter 1986 forsøgte regeringen på en og samme gang at liberalisere og kontrollere universiteterne fra centralt hold.

 

Committee of University Principals, CUP, har været et af de mest betydningsfulde råd­givende organer på universitetsområdet gennem det meste af apartheidperioden. Det havde ret stor autoritet og gav anbe­falinger til ministeren angående næsten ethvert universitetssagforhold. Udvalget bestod for det meste af ledere eller rektorer fra de hvide uni­versiteter.

I 1983 blev rektorerne fra University of the Western Cape og University of Durban-We­stville medlemmer af CUP, selvom disse universiteter altså ikke var ret hvide og i 1986 blev også de afrikanske universite­ters rektorer medlemmer af rådet. Universities Advisory Council blev nedlagt og det tilbageværende rådgivende og rådet fik dermed for første gang autoritet over alle former for tertiære uddan­nelsesinstitutioner.

 

Kompetencefordelingen hvad angår de afrikanske læreanstalter blev omstrukture­ret i 1984 efter det parlamentariske skift til trekammersystemet og 1986 på grundlag af Education and Training Act No. 92 af 1984 og Education and Training Amendment Act No. 3 af 1986. Efter at være blevet rekonstrueret i 1983, således at kun afrikanske rektorer var medlemmer, opnåede Committee of University Rectors en officiel, men fortsat racedelt status i 1984.

 

Finansieringen af de tertiære uddannelser

Da nationalistregeringen tog over i 1948 var de fleste universiteter forgældede og dermed påvirkelige. Dette betød, at den i 1951 nedsatte Hollowaykommission fik stor indflydelse og at dens finansieringsmodel for de højere uddannelser kunne lægge et disciplinerende pres på institutionerne. Dette finansieringssystem, the Holloway formula, som virkede fra 1953 indtil 1985 med mindre revisioner, betød at universiteterne måtte optræde diplomatisk for at få de nødvendige statstilskud.

 

Reglerne for finansiering af universitetsuddannelser for afrikanere stammede delvist fra Bantu Education Act No. 47 of 1953. Efter universitetscentrenes oprettelse blev et fast beløb på 6,5 mio., som blev taget fra afrikanernes egne skatteindbetalinger og udbetalt gennem Consolidated Re­venue Fund og Bantu Education Account, afsat til at finansiere dem. Ethvert beløb udover dette måtte skaffes fra andre, eksterne kilder.

Loven om bantuuddannelser fra 1953 var officielt baseret på den overbevisning, at afrikanerne selv burde bære hovedansvaret for, dvs. finansieringen af, deres egne adskilte uddannel­ser, som passede til deres civilisationsniveau.

Finansminister J.F.T. Naude påstod i 1958, at afrikanernes selvudvikling ville lide skade, hvis de ikke selv betalte deres uddannelser:

 “If the State is simply continually to give money, it will undoubtedly undermine the sound devel­opment of the Bantu community, and the White guardian community would be failing in its duty.”

Midlerne afsat til bantuuddannelserne var ganske utilstrækkelige, men først i 1972 skete en mindre forbedring som et af de allerførste reformtiltag med Black Education Account Abolition Act No. 20 af 1972, der lagde finansieringen direkte fra Consolidated Reve­nue Fund som fik noget større midler. Dette system førte dog efter CUPs opfattelse til en for stor vækst i de tertiære uddannelser for sorte, hvor man nu begyndte at befrygte arbejdsløshed.

 

Dr. R. H. Venter i juni 1982 udpeget som formand for en undersøgelseskommission. Kommissionsrapporten konkluderede, at undervisningsområdet i princippet burde modtage stats­støtte på basis af institutionernes resultater ud fra næsten rene cost/benefit-hensyn. Denne linje blev bekræftet af et forskningsprogram udarbejdet af De­partment of Education and Culture, Administration, House of Assembly i 1985. 

 

Dr. G. van Viljoen, Minister of Co-operation, Development and Education, påstod i 1985, at alle universiteter da i princippet fik samme tilskud, men at afrikanske universiteter reelt blev favoriseret, idet deres egenfi­nansiering kun udgjorde 2/3 i sammenligning med de andre befolkningsgruppers, bl.a. fordi tilmeldings- og undervisningsgebyrer på førstnævnte kun var på mellem 54% og 66% af studenterbetalingerne på sidstnævnte. Dette oversteg imidlertid langt de fleste afrikane­res muligheder.

De hvide universiteters afhængighed af regeringsstøtte til de løbende udgifter steg fra 41,7% i 1952 til 79% i 1980. I samme periode faldt studenterbetalte studieafgifters dæk­ningsandel til de løbende udgifter fra 27,4% til 16,5%. Den regeringsfinansierede andel af de løbende udgifter på de afrikanske universiteter (Fort Hare) steg fra 56,3% i 1945 til 75,6% i 1959.

De offentlige udgifter til universitetsundervisning steg gennemsnitligt 9,7% om året i konstante priser fra 1946 til 1985. I faste 1975-priser steg andelen af BNP brugt til universi­teterne fra 0,05% til 2,04% i perioden 1946 til 1983. Statsstøtten til universiteterne blev forsøgt begrænset igen i 1984, men udgjorde også herefter omkring 80 procent af disses bruttoud­gif­ter.

 

Også de sorte elevers boykotter i 1976 og 1980, den vedblivende mangel på uddannet arbejdskraft og mishagsytringer fra de hvide lærere, medvirkede til en regeringsbe­slutning i 1980, om at det humanistiske forskningsråd, Human Sciences Re­search Council, HSRC, der i tidens løb har haft ret vidtgående, konservativ, uddannelsespolitisk indflydelse, til en omfat­tende un­dersøgelse af hele uddannelsesområdet. For første gang blev uddannelsesforhold for alle racegrupper taget samlet under behandling. Dette blev af nogle set som et forsøg på “...restructuring the ideological discourse which is at once a product of and an element in the restructuring of the state.” I det mindste kan det, at man anvendte et organ udenfor selve regeringsadministrationen til undersøgelsen, ses som et forsøg på at vinde legitimitet for begrænsede refor­mer.

Den herefter nedsatte  De Lange-kommission anbefalede, at uddannelse burde kædes snævrere sammen med samfundshensyn som arbejdskraftbehov og økonomisk udvikling i det hele taget. Uddannelserne burde være karriereorienterede, hvilket især blev defineret som tek­ni­ske og erhvervsfaglige uddannelser. Officielt blev  De Lange-kommissionens anbefalinger inkluderet i uddannelsespolitikken med National Policy for General Education Affairs Act No. 76 af 1984.

 

Reformpolitikken på uddannelsesområdet under apartheids krise

I dønningerne efter Sowetoopstanden i 1976 blev der givet nogle mindre indrømmelser på uddannelsesområ­det:

     Afrikaans blev opgivet som obligatorisk undervisningssprog i de sorte skoler.

     Der blev afsat flere midler til sortes ud dannelser.

     Et lidt større antal sorte studerende fik adgang til de hvide universiteter.

     Uddannelsesloven fra 1979 gav mulighed for tvungen skole­gang - også for sorte.

Målet med disse mindre forbedringer var at dæmme op for utilfredsheden blandt de sorte stu­derende og undgå en gentagelse af Sowetoopstanden. Men forbedringerne opfyldte langt fra kravene fra de studerende, forældrene og de sorte lærere og den fortsatte forfølgelse af aktive studenter og deres organisationer vedblev ligeledes at være årsag til studenterprotester.

I 1980 nedsatte regeringen som nævnt De Lange-kommissionen. Dens opgave var at kulegrave det eksisterende uddannelsessystem og reformere det som en del af det sydafrikanske regimes overlevelsesstrategi. Dette hjørne af Den totale Strategi, gik ud på at sikre en opbakning fra visse dele af den sorte befolkning, nemlig en ny sort elite, hvis eksistens ville afhænge af det eksiste­rende samfund.  De Lange-kommissionen fik til opgave at undersøge uddannelsessektoren for at komme med forslag til, hvordan en reform af dette kunne sikre den økonomiske vækst og højne le­vestandarden. Tilsammen skulle dette fremhjælpe styrets legitimering.

Det var karakteristisk for De Lange-kommissionens holdning, at den ikke kritiserede de eksisterende uddannelsers racemæssige og undertrykkende karakter. Derimod kritiserede den uddannelsernes manglende evne til effektivt at opfylde arbejdsmarkedets behov.

Dog anbefalede man, at det grundlæggende princip for at få adgang til videre uddannelse skulle formelt være den en­keltes uddannelsesmæssige resultater og ikke vedkommendes racemæssige tilhørsforhold. På trods heraf gik rapporten aldrig så vidt som til at foreslå en ophævelse af den eksisterende race­mæssige opdeling af uddannelsessystemet. Princippet skulle være adskilt, men lige, uden at denne lighed blev klart defineret.

Samtidig begrænsede et andet af rapportens forslag den sorte befolknings reelle mulighed for at benytte de udvidede uddannelsesmuligheder. Nemlig forslaget om, at kun uddannel­serne på grundskoleniveau skulle være gratis. I stedet for, som tidligere, stort set at nægte den sorte befolkning adgang til højere uddannelse, lagde rapporten op til øgede muligheder for en lille sort, uddannet elite, i hovedsagen rekrutteret fra en langsomt opkommende middelklasse. Endelig fastslog rapporten, at uddannelserne burde være et fælles ansvar for regeringen og det private erhvervsliv.

De Lange-kommissionens rapport repræsenterede et skift i forhold til den hidtidige ud­dannelsespolitik uden at true magtforholdene. Fortalerne for dette skift fandtes bl.a. i de oplyste og erhvervsorienterede dele af Nationalistpartiet, der havde antaget de liberale ønsker om at fjerne de former for racemæssig diskriminering, der hæmmede stabiliteten og den industrielle udvikling i Sydafrika. Trods uenighed blandt de hvide blev en modificeret form af De Lange-kommissionens anbefalinger udgangspunkt for udviklingen af det syd­afrikanske uddannelsessystem og forsøget på at udnytte dette som et led i omstruktureringen af apartheidsystemet, hvilket bl.a. gav sig udtryk i en stærk stigning i de statslige udgifter til un­dervisning efter 1976.

Uddannelserne kan imidlertid dårligt ses isoleret fra det øvrige sydafrikanske samfund. Det lave lønniveau og den dårlige levestandard for den sorte befolkning har betydet, at en me­get stor del af de sorte elever har forladt skolerne for tidligt. I modsætning hertil har alle hvide elever traditionelt gennemført i det mindste de syv første skoleår. Selv herefter, hvor den obligatoriske skolegang ophørte, har de fleste hvide elever fortsat deres uddannelse. En vigtig årsag til denne forskel er, at undervisningen har været gratis og obligatorisk for de hvide elever, men ikke for de sorte.

 

Reformer på universitetsniveau i apartheids sidste år

For at modernisere og rationalisere administrationen anbefalede De Lange kommissionen i 1981 at:

“...a single ministry of education be created to effectively meet the need for a national education policy aimed at ‘equal opportunity’ and ‘equal quality and standards’.”

Regeringen udpegede herefter en midlertidig arbejdsgruppe til at belyse dette problem yderligere og denne kom til samme konklusion. I første ombæring fulgte regeringen imidler­tid ikke helt disse gode råd, som det fremgår af dens memorandum af oktober 1981:

“The Government reaffirms that, in terms of its policy that each population group should have its own schools, it is essential that each population group should also have its own education authority/department.”

I den senere hvidbog påpeger regeringen den omstændighed, at 1983-forfatningen skelner mellem hver befolkningsgruppes interne og generelle sager. Hvilket angiveligt måtte betyde, at ud­dannelse fortsat var hver racegruppes egen affære.

 

Universitetsverdenen blev dog gradvist mere åben gennem reformperioden og vendte på flere områ­der de facto tilbage til en situation som før 1959-lovgivningen. Den stigende centrali­sering, fx centralrege­ringens overtagelse fra 1986 af al uddannelse for hvide, afspejlede også disse mere rationelle tendenser.

Mange af de rådgivende organer blev efterhånden tværraciale og flere områder kom i slutnin­gen af 1980’erne og be­gyndelsen af 90’erne under det generelle fælles undervisningsministerium.

 

Højere uddannelse i Sydafrika omkring systemskiftet

For at få et billede af situationen efter apartheids formelle afvikling, men før GNUs magtovertagelse, kan vi tage udgangspunkt i året 1993. ANC og andre folkelige kræfter var på dette tidspunkt i et vist omfang blevet indraget i en begyndende forandringsproces uden at være forpligtede. Det kan derfor ses som et visionernes og politikformuleringernes år, hvor aktørerne stadig står frit. De Klerk annoncerede ved parlamentets åbning at man ville tage skridt hen mod en sammenlægning af de adskildte undervisningsministerier. Der blev også nedsat et meget bredt sammensat National Education and Training Forum (NETF) med det mål at finde løsninger på uddannelseskrisen og udtænke en omstrukturering af uddannelseskrisen.

Dette år blev også fire vigtige undersøgelsesrapporter offentliggjort. De holdt sig alle på et temmeligt generelt niveau:

  • Educational Renewal Strategy (ERS) fra Departement of National Education: Central autoritativ styring skal sikre ens standarder, 9 års skolegang, hvor staten betaler 95%, fjernundervisning styrkes, 3 års læreruddannelse med pædagogikum, børnehaveklasser bør være privatiseret uden statsindsats, 3 modeller med varierende statskontrol forsøges.
  • National Education Policy Investigation (Nepi) fra National Education Co-ordination committee (NECC): Treårs analyseprojekt omfattende 13 delrapporter om alle slags undervisning, kvalitetsundervisning skal hurtigt være til rådighed for alle, sorte specialister og ledere må fremhjælpes gennem bredere rekruttering, uddannelsesadministration skal styrkes både centralt og lokalt, voksenundervisning samt erhvervs- og lærlingeuddannelser må styrkes hurtigt, fleksibilitet i uddannelsesskift og mobilitet mellem uddannelse skal fremme de sortes indtrængen.
  • Education Governance in South Africa rapport fra Urban Foundation, (Education policy and system change unit): Undersøgte processer omkring formulering af uddannelsespolitik og uddannelsesadministration, anbefaler bedre afbalancering mellem central og lokal indflydelse og inddragelse af alle interessegrupper, finansiering af administrationen skal styrkes.
  • Report of the Growing Together Project, sponsoreret af Old Mutual og Nedcor: Panel med 22 ledere fra erhvervslivet, økonomien mv. lægger fokus på overordnet vækst men betoner nødvendigheden af at inddrage ”den fortabte generation” gennem uddannelse, derunder fond til voksenuddannelse, styrkelse af regnskabstekniske fag, national database over uddannelsesressourcer.
  • Dertil kom en rapport fra ANC: Sammenlægning af raceopdelte ministerier, overordnet national styring med klare kompetencer til regionalt og lokalt niveau, 10 års gratis uddannelse til alle, fælles nationale læseplaner, pensum og eksamensstandarder.
  • Samt et diskussionsinput fra Cosatu:
  • 10 års gratis skole, et samlet nationalt uddannelsessystem, livslang læring med indstigningsmuligheder, efteruddannelse af lærere prioriteres, erhvervslivets udgifter til træning må stige fra 1 til 5% af lønudgifterne, specielle programmer for kvinder og landboere.
  • Derudover et debatindlæg fra Inkatha: Uddannelse bør være en sag for de enkelte provinser, ikke for centralregeringen, som dog kan spille en rolle indenfor højere uddannelse. Erhvervslivet bør have direkte indflydelse på skolerne. Selvom raceadskillelse skal væk, bør der kunne gives skoleadgang på basis af køn, sprog og religion.

 

Specielt omkring universiteterne kom en række fremtrædende akademikere med diskussionsindlæg:

University of the North, Prf. Nkondo påpegede en række problemer for de sorte universiteter: Pladsproblemer både på undervisnings og beboelsesområder, misforhold i antallet af lærere pr. student, dårlige biblioteker, manglende forskningsmidler, små ledelsesressourcer.

Dr. Pillay UCT påpegede skævhederne i tildelingen af midler mellem hvide og sorte universiteter fx havde UWC i 1989 et studenteroptag svarende til 88% af UCTs, men fik kun 36% af den statsstøtte UCT fik. Han anbefalede derfor en omfordeling af midler fra de gamle hvide til de sorte universiteter.

 

Flere universitetsfolk  (IDT og Tesfa) påpegede at der ikke var midler nok til at støtte mindrebemidlede og at selv mellemlagsstudenter havde svært ved at klare studiegebyrerne.

En række sorte universiteter kørte med store budgetunderskud. Årsagen var til dels, at mange studenter ikke betalte deres studiegebyrer og man var så småt begyndt at gribe til bortvisninger, selvom de studerende udøvede et hårdt pres for yderligere optag.

 

I Cape Town demonstrerede studenterne over studielånsordningen:

Gennem hele 1993 var der talrige studenteruroligheder, som i deres form var præget af, at man ikke længere demonstrerede direkte mod apartheid, men fortsat anvendte mange af de meget aggressive og militante former, som havde været berettiget under selve frihedskampen.

Vista i Pretoria måtte lukke i 3 uger efter en konflikt med studenterrådet.

Vista i Soweto blev boykottet e uge grundet en bortvisning.

Undervisningen på Fort Hare lukkede en måned grundet boykotter efter indførelse af rigoristiske foranstaltninger til kriminalitetsbekæmpelse, derunder fødevaretyveri.

University of the North blev boykottet i to uger grundet ændringer i læseplanen.

University of Bophutatswana blev lukket på ubestemt tid efter boykot begrundet i manglende akademisk frihed og ledelsens sammensætning, der var præget af homelandadministrationen.

På University of Zululand blev der demonstreret i ugevis mod udpegningen af en ny rektor imod studenterrådets vilje.

Situationen afslørede også de gamle universiteters kamp for en såkaldt akademisk autonomi, der ikke gav megen indflydelse til de sorte studerende, hvilket førte til konflikter på bl.a. Wits, hvor studenterorganisationen fik polititilhold mod at genere lærerstaben, som man ikke mente var gearet til det opkommende demokrati, bl.a. kritiseredes, at antallet af sorte studerende kun var ca. 10% på mange fag.

 

Den mere aktuelle situation for de højere uddannelser

Hvis vi herefter går frem og kort ser på den aktuelle situation i tiden efter ANCs sejr ved 1994-valget, så kan der allerede kortlægges en række mere eller mindre konkrete initiativer på området for højere uddannelser:

 

Præsident Mandela fremsatte i 1995 en proklamation No. R.6. der påbød nedsættelse af the National Commission for Higher Education (NCHE).

Hovedopgaven for NCHE var at undersøge alle aspekter indenfor højere uddannelse og udarbejde anbefalinger for det politiske system. Først og fremmest skulle kommissionen skulle man undersøge:

•what constitutes Higher Education.

•the national goals of the System of Higher Education.

•the institional types required for the system, their particular functions and missions, their respective inter-relationships and their relationship with the state.

•the structures required to govern and administer Higher Education.

•funding mechanisms for institutions and students in Higher Education.

I August 1996 offentliggjorde professor Jairam Reddy NCHEs rapport: A Framework for Transformation og ministeriet offentliggjorde den i form af et Green Paper on Higher Education Transformation in December 1996. Denne grønbog var holdt i noget uklare, diplomatiske og uforpligtende vendinger.

 

Siden da er arbejdet omkring de højere uddannelser resulteret i en egentlig hvidbog i 1997, Draft White Paper on Higher Education.

Ud fra de nævnte dokumenter kan man danne sig et indtryk af, hvilke ideer der vil komme til at præge udviklingen af de højere uddannelser i den nærmeste fremtid.

Senest er tankerne fra denne hvidbog så blevet udmøntet i et egentligt lovforslag (Higher Education Bill, der har gennemløbet svære overvejelser og mere eller mindre diskrete vidensmagtskampe. 

 

Et af de mest betydningsfulde organer, der bliver nedsat som følge af den nye lov er Council On Higher Education, CHE. Dette organ er bredt sammensat og ud fra den centrale placering det har i lovteksten må det forventes at få meget stor indflydelse på den konkrete videre udvikling af de højere uddannelser, som loven selv fortsat ikke går i detaljer med.

 

Et andet ny initiativ er oprettelsen af The Centre for Higher Education Transformation, CHET, et mindre omfangsrigt organ, der skal mobilisere konkrete initiativer via konsulenter og mindre udvalg.

Det har 3 programområder, nemlig:

   The Transformation Management program promotes leadership and management capacity development for specific higher education constituencies, including: senior administrators, students, women, council members, and student services staff.

   The Transformation Debates program provides a forum for the exploration of current issues in higher education, with a specific focus on curriculum restructuring and individual case studies of institutional change.

   The Transformation Research and Evaluation program consists primarily of a Transformation Index Project that is developing indicators to measure and assess change at selected institutions.

 

CHET skal også skabe et forum for samarbejde mellem de forskellige strukturer og interesser og tilbyde konfliktløsning mellem afvigende vidensmagtsinteresser. I dette forum vil foregå et samarbejde mellem the Ministry of Education, the Committee of University Principals, the Committee of Technikon Principals, Committee of College Education Rectors South Africa, and the National Centre for Student Leadership, samt udenlandske institutioner, såsom the American Council on Education, the Association for African Universities, the Commonwealth Higher Education Management Services, and the Centre for Higher Education Policy (Netherlands).

 

Der er altså ”diskussionsklubber” nok for de akademiske ledere. Om det resulterer i en mere retfærdig fordeling af højere uddannelse i Sydafrika eller tværtimod i en grundlæggende konservering af de bestående vidensmagtsskel står tilbage at se.

 

Dette baggrundsstudium rækker kun frem til omkring år 2000. Siden har hele debatten om Curriculum 2005 udviklet sig. Jeg har gennem tæt kontakt med bl.a. Berhard Magubane, Yonah Seleti og June Bam gode forudsætninger for at indgå i denne diskussion.

 

Litteratur og kildegrundlag:

For litteraturreferencer søg på Key Word ”højere uddannelse” i min database LitSA.

Home Home - Stolten's African Studies Resources
---------------------------------------------------
© Jakobsgaard Research
---------------------------------------------------