att. Danmarks Nationalleksikon.

Artikel til Den Store Danske Encyklopædi

Artikel:

Sydafrika, historie (og Politiske partier). Fra begyndelsen af 1600-t til slutningen af 1900-t var Sydafrikas historie både et eksempel på og en undtagelse fra den almene afrikanske koloniale erfaring. Fra omkring 1600 at være hjemsted for mange forskellige, mindre indfødte samfund blev området i tiden fra 1652 til ca. 1870 udsat for kolonial erobring og europæisk bosættelse under kompleks interaktion mellem indfødte og indvandrere. Fra slutningen af 1800-t fremskyndede opdagelsen af diamanter og guld fordrivelsen af afrikanerne fra store dele af deres land. Gennem 1900-t industrialiseredes Sydafrika mere gennemgribende end noget andet afrikansk land, men både den økonomiske udvikling og det politiske system blev præget af ulighed efter racelinjer. Efter 1948, da resten af Afrikas lande efterhånden blev afkoloniserede og politisk uafhængige, fremstod apartheidsystemet som eksemplet på institutionaliseret hvidt overherredømme indtil en ny politisk orden efter 1994 blev personificeret af præsident Nelson Mandela.

Befolkningsmønster og jordfordeling i Sydafrika før koloniseringen var resultatet af et århundreder langt samspil mellem san-folkets jægere og samlere, khoi-folkets kvæghyrder og de agerdyrkende bantustammer. Omkring 1600 var khoi-san folkene, som af de hvide blev kaldt for hottentotter og buskmænd, bosat i den sydvestlige del af landet, mens negride bantutalende folkeslag havde bredt sig over ca. 2/3 af det nuværende Sydafrika ned til Store Fiske Floden.

Fra ca. 1600 brugte bl.a. hollandske og engelske skibe den naturlige opankringsplads under Taffelbjerget ved Kap det Gode Håb til proviantering og i 1652 etablerede Det hollandske ostindiske Kompagni en fast handelsstation, som hurtigt ekspanderede, således at de hvide indbyggere i Kapkolonien i 1717 udgjorde 2000 og i 1780 10 000.

De første ofre for den europæiske kolonisering var khoi-folket, der allerede var forsvundet som befolkningsgruppe omkring 1800. San-folket blev også fordrevet og næsten udryddet af de hvide boeres militsgrupper. Til gengæld blev slaver importeret fra andre dele af Afrika, således at disses antal igennem 1700-t nogenlunde svarede til den hvide befolkningsgruppes. Gennem blandingen af hvide, slaver og khoi-san opstod en såkaldt farvet befolkningsgruppe.

Europæernes gennemtrængning af landet førte fra 1770erne til gentagne krige med de afrikanske bantu-folk, herunder udkæmpedes alene med xhosaerne 8 grænsekrige fra 1779 til 1853.

Zulurigets opståen og ekspansion, kendt som mfcane, i første halvdel af 1800-t medførte fordrivelse og folkevandringer for andre indfødte folkeslag.

England annekterede Kapkolonien i 1795, gav den tilbage til Holland i 1803, men overtog den atter fra 1806. Koloniseringen tog nu fart gennem øget handel, mission og import af flere tusinde engelske nybyggere. Det store Trek, hvor tusindvis af afrikaanstalende hvide udvandrede fra Kap til det sydafrikanske indland, efter at englænderne havde afskaffet slaveriet i 1834, førte til oprettelsen af boerrepublikkerne Orangefristaten og Transvaal, samt den engelske koloni Natal.

Fra 1860erne blev arbejdskraft importeret fra Indien til sukkerplantagerne i Natal. I 1870erne og 80erne begyndte udvindingen af diamanter og guld ved hjælp af lavt betalte sorte migrantarbejdere. De rige mineralforekomster førte sammen med strategiske overvejelser til, at England søgte at sikre sig kontrol over hele det sydafrikanske område, hvilket lykkedes gennem Boerkrigen 1899-1902.

I 1910 blev Sydafrika en selvstændig dominion indenfor det britiske imperium. Ved oprettelsen af Den sydafrikanske Union stadfæstedes et racediskriminerende system, hvor de sorte kun fik en yderst begrænset parlamentarisk indflydelse. Ved Westminsterstatutten af 1931 underbyggedes landets selvstændighed ift. England yderligere.

Det vigtigste politiske parti i det hvide parlamentariske system var i starten South African Party, som søgte at etablere et kompromis mellem afrikaanere og engelsktalende, men fra 1914 fik Hertzogs National Party stadigt stigende indflydelse og dannede fra 1924 regering i pagt med Labour Party.

Fra midten af 30erne og særlig i perioden under og efter 2. Verdenskrig gennemgik Sydafrika en hurtig industrialiserings- og urbaniseringsproces, hvorunder segregationslovgivning opretholdt de hvides privilegier både på arbejdspladserne og i boligområderne.

Fra 1933 til 1948 regeredes landet af en koalition, hvor National Party og South African Party blev slået sammen i United Party. Deltagelsen i 2. Verdenskrig på allieret side førte sammen med en relativ liberal racepolitik til gendannelsen af et hvidt nationalistparti, som vandt den parlamentariske magt i 1948 og gennemførte en mere rigid racediskrimination under betegnelsen apartheid. Under National Partys ledelse fungerede Sydafrika frem til 1990 med en privilegeret parlamentarisme for de hvide, men som en undertrykkende politistat overfor de sorte. I 1960 blev Sydafrika udmeldt af British Commonwealth og i 1961 skiftede landet navn og status til Den sydafrikanske Republik.

Sydafrikas historie har været præget af voldsomme sociale konflikter efter hudfarve. Den oprindelige, væbnede, indfødte modstand mod koloniseringen blev fra ca. 1900 afløst af mere moderne politiske frihedsbevægelser begrundet i fraværet af normale politiske partier. I perioder var sorte fagbevægelser som ICU, SACTU og COSATU ledende i modstandskampen mod det hvide herredømme, til tider samlede brede politiske bevægelser som All African Convention, ANC og UDF utilfredsheden.

Fra midten af 1970erne blev apartheidsystemet gradvist svækket både grundet økonomisk stagnation, voldsom modstand fra det sorte befolkningsflertal og international isolation, men systemet forsvarede sig gennem forstærket undertrykkelse, halvhjertede reformer og krig mod nabolandene helt frem til 1990, hvor apartheid officielt blev afskaffet og forhandlinger blev indledt med ANC om en magtdeling.

Gennem demokratiske valg i 1994 og igen i 1999 vandt ANC parlamentarisk kontrol og har som regeringsparti tilstræbt at kombinere økonomisk vækst med en mere social og racemæssig retfærdig fordelingspolitik.

Baggrund:

Sydafrika, historie (og Politiske partier). Fra begyndelsen af 1600-t til slutningen af 1900-t var Sydafrikas historie både et eksempel på og en undtagelse fra den almene afrikanske koloniale erfaring. Fra omkring 1600 at være hjemsted for mange forskellige, mindre indfødte samfund blev området i tiden fra 1652 til ca. 1870 udsat for kolonial erobring og europæisk bosættelse under kompleks interaktion mellem indfødte og indvandrere. Fra slutningen af 1800-t fremskyndede opdagelsen af diamanter og guld fordrivelsen af afrikanerne fra store dele af deres land. Gennem 1900-t industrialiseredes Sydafrika mere gennemgribende end noget andet afrikansk land, men både den økonomiske udvikling og det politiske system blev præget af ulighed efter racelinjer. Efter 1948, da resten af Afrikas lande efterhånden blev afkoloniserede og politisk uafhængige, fremstod apartheidsystemet som eksemplet på institutionaliseret hvidt overherredømme indtil en ny politisk orden efter 1994 blev personificeret af præsident Nelson Mandela.

Befolkningsmønster og jordfordeling i Sydafrika før koloniseringen var resultatet af et århundreder langt samspil mellem san-folkets jægere og samlere, khoi-folkets kvæghyrder og de agerdyrkende bantustammer. Omkring 1600 var khoi-san folkene, som af de hvide blev kaldt for hottentotter og buskmænd, bosat i den sydvestlige del af landet, mens negride bantutalende folkeslag havde bredt sig over ca. 2/3 af det nuværende Sydafrika ned til Store Fiske Floden.

Fra ca. 1600 brugte bl.a. hollandske og engelske skibe den naturlige opankringsplads under Taffelbjerget ved Kap det Gode Håb til proviantering og i 1652 etablerede Det hollandske ostindiske Kompagni en fast handelsstation, som hurtigt ekspanderede, således at de hvide indbyggere i Kapkolonien i 1717 udgjorde 2000 og i 1780 10 000.

De første ofre for den europæiske kolonisering var khoi-folket, der allerede var forsvundet som befolkningsgruppe omkring 1800. San-folket blev også fordrevet og næsten udryddet af de hvide boeres militsgrupper. Til gengæld blev slaver importeret fra andre dele af Afrika, således at disses antal igennem 1700-t nogenlunde svarede til den hvide befolkningsgruppes. Gennem blandingen af hvide, slaver og khoi-san opstod en såkaldt farvet befolkningsgruppe.

Europæernes gennemtrængning af landet førte fra 1770erne til gentagne krige med de afrikanske bantu-folk, herunder udkæmpedes alene med xhosaerne 8 grænsekrige fra 1779 til 1853.

Zulurigets opståen og ekspansion, kendt som mfcane, i første halvdel af 1800-t medførte fordrivelse og folkevandringer for andre indfødte folkeslag.

England annekterede Kapkolonien i 1795, gav den tilbage til Holland i 1803, men overtog den atter fra 1806. Koloniseringen tog nu fart gennem øget handel, mission og import af flere tusinde engelske nybyggere. Det store Trek, hvor tusindvis af afrikaanstalende hvide udvandrede fra Kap til det sydafrikanske indland, efter at englænderne havde afskaffet slaveriet i 1834, førte til oprettelsen af boerrepublikkerne Orangefristaten og Transvaal, samt den engelske koloni Natal.

Fra 1860erne blev arbejdskraft importeret fra Indien til sukkerplantagerne i Natal. I 1870erne og 80erne begyndte udvindingen af diamanter og guld ved hjælp af lavt betalte sorte migrantarbejdere. De rige mineralforekomster førte sammen med strategiske overvejelser til, at England søgte at sikre sig kontrol over hele det sydafrikanske område, hvilket lykkedes gennem Boerkrigen 1899-1902.

I 1910 blev Sydafrika en selvstændig dominion indenfor det britiske imperium. Ved oprettelsen af Den sydafrikanske Union stadfæstedes et racediskriminerende system, hvor de sorte kun fik en yderst begrænset parlamentarisk indflydelse. Ved Westminsterstatutten af 1931 underbyggedes landets selvstændighed ift. England yderligere.

Det vigtigste politiske parti i det hvide parlamentariske system var i starten South African Party, som søgte at etablere et kompromis mellem afrikaanere og engelsktalende, men fra 1914 fik Hertzogs National Party stadigt stigende indflydelse og dannede fra 1924 regering i pagt med Labour Party.

Fra midten af 30erne og særlig i perioden under og efter 2. Verdenskrig gennemgik Sydafrika en hurtig industrialiserings- og urbaniseringsproces, hvorunder segregationslovgivning opretholdt de hvides privilegier både på arbejdspladserne og i boligområderne.

Fra 1933 til 1948 regeredes landet af en koalition, hvor National Party og South African Party blev slået sammen i United Party. Deltagelsen i 2. Verdenskrig på allieret side førte sammen med en relativ liberal racepolitik til dannelsen af et nyt hvidt nationalistparti, som vandt den parlamentariske magt i 1948 og gennemførte en mere rigid racediskrimination under betegnelsen apartheid. Under National Partys ledelse fungerede Sydafrika frem til 1990 med en privilegeret parlamentarisme for de hvide, men som en undertrykkende politistat overfor de sorte.

Sydafrikas historie har været præget af voldsomme sociale konflikter efter hudfarve. Den oprindelige, væbnede, indfødte modstand mod koloniseringen blev fra ca. 1900 afløst af mere moderne politiske frihedsbevægelser grundet fraværet af normale politiske partier. I perioder var sorte fagbevægelser som ICU, SACTU og COSATU ledende i modstandskampen mod det hvide herredømme, til tider samlede brede politiske bevægelser som All African Convention, ANC og UDF utilfredsheden.

Fra midten af 1970erne blev apartheidsystemet gradvist svækket både grundet økonomisk stagnation, voldsom modstand fra det sorte befolkningsflertal og international isolation, men systemet forsvarede sig gennem forstærket undertrykkelse, halvhjertede reformer og krig mod nabolandene helt frem til 1990, hvor apartheid officielt blev afskaffet og forhandlinger blev indledt med ANC om en magtdeling.

Gennem demokratiske valg i 1994 og 1999 vandt ANC parlamentarisk kontrol og har som regeringsparti tilstræbt at kombinere økonomisk vækst med en mere social og racemæssig retfærdig fordelingspolitik.